Stikkelsbærmarmelade
Stikkelsbær kan være svære at få fat i, men de er værd at lede efter. Denne marmelade med dejlige vaniljeprikker er rigtig nem at lave, og den smager skønt på et stykke brød, til pandekager eller som sød topping på en portion yoghurt.
(7)
Ingredienser
Sådan gør du
Tip!
Næringsindhold
Allergener
Kostretning
Bedøm denne opskrift
Opskrift på hjemmelavet stikkelsbærmarmelade
Mange afholder sig fra at gå på rov efter de lækre stikkelsbær, og det er da heller ikke er for sjov, at bærrene bærer netop dét navn. Men har du først tilkæmpet dig en portion af de fine bær og tryllet dem om til lækker stikkelsbærmarmelade, så ved du, de er værd at kæmpe for.
Hjemmelavet stikkelsbærmarmelade smager nemlig helt fantastisk og kan fx nydes på en nybagt bolle med ost, som topping på yoghurt eller til vafler, pandekager og is.
Se også: Opskrift på hjemmelavet ribsgelé
Vores opskrift på stikkelsbærmarmelade er klassisk og enkel. Den består af stikkelsbær, vand, sukker og vanilje. Opskriften giver 2 glas stikkelsbærmarmelade, men det er nemt at gange opskriften op, hvis du har flere stikkelsbær på lager. Orker du ikke at koge marmelade af alle dine stikkelsbær på én gang, kan du fryse bærrene ned i mindre portioner.
Stikkelsbær indeholder et højt indhold af pektin, som er et naturligt stivelsesmiddel, så marmelade lavet på stikkelsbær tykner af sig selv. Det er de helt grønne, umodne stikkelsbær, der indeholder mest pektin, hvilket gør dem særligt egnede til marmelade, kompot og gelé, men du kan også sagtens bruge både gule og røde stikkelsbær til marmelade.
Husk den gode hygiejne, når du sylter
Det er meget vigtigt, når man sylter, at glassene er rene: Lige før du fylder glassene, skoldes de med kogende vand. Skyl dem derefter med Atamon eller lidt stærk spiritus. Efter skylningen må glassene ikke tørres, men stilles med bunden opad på et viskestykke.
Opbevar altid marmelade køligt og mørkt. Der er køligst i bunden af et mørkt skab. Da mange har et meget tørt indeklima, kan marmeladen tørre ind, hvis det står for varmt. Marmelade kan holde sig i ca. 1-2 måneder.
Tips til opskriften:
- Det er vigtigt at varme marmeladen langsomt op, så frugtens struktur bevares.
- Hvis marmeladen er for tynd, kan du tage frugten op og koge væsken yderligere ind.
- Tilsæt kanel, stjerneanis eller ingefær for en mere krydret marmelade.
- Er marmeladen blevet for sød, kan du smage den til med citron eller lime.
- Er marmeladen blevet for sur, kan du smage den til med sukker.
- Stikkelsbær egner sig også godt i en alliancemarmelade med jordbær, ribs, hindbær og solbær.
Hvad er forskellen på syltetøj og marmelade?
Forskellen på syltetøj og marmelade er stort set forsvundet, men i traditionel forstand taler man om det tynde syltetøj og den stive marmelade. Begge dele er fremstillet af frisk eller tørret frugt kogt i sukkerlage. Dansk lovgivning foreskriver, at der skal være mindst 35 procent frugt i marmelade og mindst 45 procent i syltetøj.