Gulerodsbrud med solsikkekerner

9. februar 2022 af .

Foto: Betina Hastoft

Friskbagte gulerodsbrud kan gøre enhver morgen lidt bedre. Disse lækre boller er formet som rustikke brud, der kan brækkes fra hinanden og spises, præcis som de er – eller med et godt lag smør på!

Bemærk
Hævetid: I alt 1½ time

Ingredienser

Sådan gør du

Smuldr gæren i en røreskål. Tilsæt lunkent vand og kærnemælk, og rør rundt, til gæren er opløst. Tilsæt sukker og kardemomme, og rør rundt igen. Tilsæt hvedemel og salt, og ælt dejen sammen, til den er glat.
Skær det bløde smør i tern, og tilsæt dem til dejen lidt ad gangen, mens der æltes. Ælt dejen grundigt i ca. 5 minutter, til den er glat og smidig. Tilsæt evt. en smule ekstra hvedemel, hvis dejen er lidt klistret. Dæk skålen med et rent og fugtigt viskestykke, og lad den hæve lunt i 1 time.
Skræl og riv gulerødderne på den grove side af et rivejern.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og lav en fordybning i midten af dejen. Slå ægget ud i fordybningen i dejen, og tilsæt de revne gulerødder og solsikkekerner.
Hak eller vend rundt i dejen med en spatel, så fyldet fordeles rundt i dejen. Fortsæt, til dejen er sammenhængende, men stadig våd og lidt ujævn.
Hak dejen ud i 8 stykker, og løft dem over på en bageplade med bagepapir. Dejen kan ikke formes til pæne boller, men bliver i stedet til rustikke brud. Lad gulerodsbruddene hæve tildækket på bagepladen i 30 minutter.
Tænd ovnen på 215°. Bag gulerodsbruddene i ovnen i 15-18 minutter, til de er flot gyldne og gennembagte. Afkøl bruddene på en rist, og servér dem lune evt. med koldt smør på.

Næringsindhold

Opskriftens indhold af næringsstoffer, allergener m.v. er vejledende.

Opskriften indeholder

  • Alkohol
  • Fisk
  • Gluten
  • Jordnødder
  • Laktose
  • Nødder
  • Skaldyr
  • Soja
  • Æg

Kostretning

  • Vegansk
  • Vegetarisk
  • Uden svinekød
  • Pescetarisk

tips og tricks til opskriften på gulerodsbrud

Du kender måske bagerens gulerodsbrud, men har du prøvet at bage dem selv? De smager fantastiske – især når de stadig er nybagte og lune. Spis dem, som de er, servér med pålæg eller brug dem som sandwichboller. Du kan også eksperimentere med forskellige smagsvarianter.

Hvad er forskellen på gulerodsbrud og -boller?

I gulerodsboller æltes revet gulerod typisk med i dejen, hvorimod gulerodsbrud laves ved at hakke den færdighævede dej sammen med gulerødder, solsikkekerner og æg. De rustikke brud skal heller ikke formes som boller. Se trin for trin-billeder herunder.

Opskrift på gulerodsbrud trin for trin

1. Dejen skal æltes sammen, til den er blød og glat. Du kan røre dejen sammen på en røremaskine ved mellemhøj hastighed i 1-2 minutter, eller du kan ælte dejen i hånden, til den er glat og sammenhængende. Det kræver armmuskler og tålmodighed, men resultatet bliver ligeså fint. 

2. Det bløde smør skal tilsættes lidt ad gangen. Ælt dejen, til den er smidig og ensartet – enten i hånden eller på røremaskine i 5-6 minutter. Dæk herefter skålen med et fugtigt viskestykke, og lad dejen hæve lunt i 1 time. Vil du gerne koldhæve dejen, skal du blot halvere mængden af gær, og lade dejen hæve på køl i minimum 8 timer, f.eks. natten over. 

3. Når dejen er færdighævet, til ca. dobbelt størrelse, kommes den ud på et meldrysset bord. Den skal ikke æltes igen, der skal blot laves en fordybning i midten af dejen. Slå ægget ud i fordybningen, og tilsæt de revne gulerødder og solsikkekerner.

4. Nu bliver det lidt snasket. Det hele skal nemlig ”hakkes” sammen ved hjælp af en spatel, dejskraber eller en kniv. Du kan også klippe dejen med en saks. Fortsæt, til dejen er sammenhængende, men stadig fugtig og ujævn. Det kræver lidt tålmodighed, og det vil se lidt spøjst ud, men det er meningen.

5. Når dejen har samlet sig, skal den hakkes ud i passende stykker, som løftes over på en bageplade. Dejen skal ikke formes til pæne boller, men i stedet rustikke brud. Lad dem hæve tildækket på bagepladen i 30. minutter.

6. Bag gulerodsbruddene ved 215 grader i ca. 12-15. minutter. Bruddene skal være gyldne og gennembagte. Du kan evt. pensle dem med sammenpisket æg, inden du sætter dem i ovnen. Så får du ekstra gyldne gulerodsbrud. Servér dem lune med koldt smør på. 

Kan man lave andre smagsvarianter?

I stedet for gulerødder og solsikkekerner kan du også eksperimentere med andre smagsvarianter. F.eks. ville rødbede, squash, spinat eller græskar også være oplagte kandidater til bruddene. Græskarkerner, hørfrø og hakkede nødder kan erstatte solsikkekernerne.

Kan gulerodsbrud laves i en grovere udgave?

Ønsker du nogle grovere boller, kan du bytte op til 50 % af hvedemelet ud med groft mel, som f.eks. grahamsmel eller speltmel. Brug dog en lidt mindre mængde mel, da groft mel suger mere væske.

Læs mere om meltyper og deres forskellige kvaliteter her.

Kan gulerodsbrud koldhæves?

Du kan sagtens langtidshæve eller koldhæve gulerodsbruddene. Halvér mængden af gær, og lad dem hæve i mindst 8 timer på køkkenbordet eller i køleskabet.

Holdbarhed og opbevaring af gulerodsbrud

De nybagte brud smager skønt, når de er lune. De holder sig friske i 2-3 dage, hvis du opbevarer dem i en tætlukket pose på køkkenbordet.

Gulerodsbruddene kan også fryses ned og lunes en anden god gang. Sprøjt bollerne med lidt vand, når de er tøet op, og varm dem i ovnen eller på en brødrister i 4-5 minutter – så er de så gode som nye!

Powered by Froala Editor

Log ind
Ikke medlem? Opret bruger

Sidebar