Køleskab og fryser er relativt nye opfindelser. Før de kom til, var alle mulige slags konserveringer nødvendige for at bevare maden længere. Nu er syltning især noget, vi giver os i kast med for den gode smags skyld, og fordi det er sjovt at opleve, hvordan man selv kan præge smagen med krydring og valg af eddike.
Det er også hyggeligt at sylte og "samle forråd", selvom vi ikke er i fare for sultenød. Når man sylter i eddike, bliver grøntsagerne aldrig helt møre, og derfor er syltede grøntsager så lækkert sprøde. Brug det syltede som tilbehør til varme retter, som fyld i sandwich, på smørrebrød og som en lille snack.
Se også: Allround syltelage til fx grøntsager
DU BESTEMMER SELV SMAGEN
Franske syltninger i ren vineddike, fx cornichoner, er hvinende sure. Den danske syltelage er typisk sursød af eddike og sukker. De danske eddiker, fx lagereddike, æbleeddike og øleddike, er milde syrer med disket smag, som giver plads til grøntsagernes egen smag og de krydderier, du kommer i. De smager automatisk mormoragtigt, men de er også milde nok til, at du kan twiste smagen i fx asiatisk retning ved at bruge rigeligt med ingefær, chili, hvidløg og kaffir lime-blade i lagen. Det er rigtig godt til fx græskar, asier, gulerod og agurk.
Ønsker du en nordisk smag, er dild, timian, senneps-, fennikel- og dildfrø, peber og laurbærblade de rigtige ingredienser. Er du glad for middelhavskøkkenet, skal du bruge vineddiker, udelade sukkeret og krydre med fx hvidløg, timian, rosmarin, fennikelfrø og korianderfrø.
Prøv vores opskrift på: Råsyltede rabarber
HUSK DEN GODE HYGIEJNE
God hygiejne er vigtig under syltningen, ellers kan det syltede ikke holde ret længe. Rens grønt og frugt grundigt, også skærebræt, knive og skeer. Skold sylteglas og låg med kogende vand. Sørg for, at syltelage og grøntsager er kogende, når du hælder dem på glas. Luk låget med det samme, og lad først derefter indholdet køle af i glasset.
GODE SYLTEGLAS
Glas med tætsluttende låg er en nødvendighed, hvis de syltede sager skal kunne holde sig. Brug gerne små glas, for så snart du har taget hul på det, forringes holdbarheden.
Sylteglasset skal være lavet af glas, så det kan tåle at blive skoldet. Låget skal også kunne skoldes og bør derfor være af glas, metal eller kraftig plastik. Glasset skal passe til mængden af det syltede, så du kan fylde det helt op til kanten — så holder det sig bedst.
Se vores opskrifter på syltede rødløg og agurkesalat
Sådan kommer du i gang
Grøntsager: Næsten alle grøntsager kan syltes (dog ikke bladgrønt som spinat og salat). Grove kåltyper skal blancheres først.
Frugt og bær er bedst til søde syltninger. Men syrlige, faste frugter er også gode eddikesyltede, fx stikkelsbær, umodne blommer og rabarber.
Sukker balancerer eddikens syre, giver den helt rigtige sursøde smag og virker konserverende. Uden lidt salt bliver smagen for fersk.
Krydderier giver lagen smag, fx sennepsfrø, peber, ingefær, hvidløg, chili, kanel, laurbærblad, nellike, allehånde, enebær, fennikelfrø.
Eddike med en ren smag er bedst til syltelagen, fx lager-, æble-, øl og vineddike. Så kan du selv aromatisere eddiken med krydderier.
Atamon er en mulighed, hvis det syltede skal holde sig længe. Men du kan sagtens sylte uden, hvis du opbevarer dine syltede sager i køleskab.
Holdbarheden på dit hjemmesylt varierer, så tjek altid for mug mv. Som udgangspunkt kan det holde sig i månedsvis, hvis det står koldt, og du følger ovenstående råd.
Videoguide til syltning
Herunder kan du se en lille video om syltning, så du er rustet til at komme i gang!