Undgå, at din mayo skiller

Hjemmelavet mayonnaise smager bare bedst! Her får du hemmeligheden bag en glat og fyldig mayonnaise, som ovenikøbet er ganske nem at lave.

Undgå, at din mayo skiller
March 27, 2020 af redaktionenFoto: Lea Kaae

Går du og tror, at det er svært at røre sin egen mayonnaise? Det er en myte. Faktisk er det ganske nemt at lave en lækker og glat mayonnaise. Her på siden får du tips og tricks til, hvordan du undgår, at din mayonnaise skiller.

Sådan undgår du, at din mayonnaise skiller

Lad æggeblommer og sennep stå fremme på køkkenbordet i 10 minutter, før du går i gang. Så ingredienserne har nogenlunde samme temperatur, og på den måde undgår du, at din mayo skiller. Herunder får du den bedste opskrift på mayonnaise.

Ingredienser

  • 2 æggeblommer
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 1 tsk. hvidvinseddike
  • ½ tsk. salt
  • 1½ dl smagsneutral olie (fx solsikke- eller majsolie)

Lav mayonnaise med stavblender

Glem alt om, at olien skal røres ind i æggeblommerne i små mængder ad gangen. Alle ingrendienserne kan nemlig blandes sammen på én gang. Den store hemmelighed bag den perfekte mayonnaise er en stavblender.

Hæld alle ingredienserne i et blenderglas eller en anden høj beholder. Sæt stavblenderen ned i glasset, så den rører bunden. Blend, uden at løfte stavblenderen fra bunden. Når mayonnaisen begynder at tage form og blive tyk, kan du køre blenderen lidt op og ned, til den får en cremet konsistens. Nemmere bliver det ikke.


Har du ingen stavblender?

Ejer du ikke en stavblender, kan du i stedet bruge en elpisker. Men vær opmærksom på, at denne metode kræver lidt ekstra tålmodighed.

Psik æggeblommer, sennep, eddike og salt sammen i en skål med en elpisker. Tilsæt herefter langsomt olien i en tynd stråle lidt ad gangen, mens du fortsat pisker. Hold indimellem en lille pause med olien, og pisk mayonnaisen igennem.

Hæld evt. lidt vand i mayonnaisen efter al olien er rørt i. På den måde kan du undgå, at den skiller.


Hvilken olie skal jeg bruge?

Hvis du bruger olivenolie i din mayonnaise, bliver mayonnaisen grøn og vil skille efter et døgn i køleskabet. Solsikkeolie er den foretrukne olie at bruge, da den giver mayonnaisen den mest perfekte konsistens.

Er din mayonnaise blevet for tynd?

Vælger du at piske din mayonnaise med en elpisker, risikerer du, at den skiller. Men bare rolig, den kan reddes!

Tag en ny æggeblomme, og pisk den sammen med en smule sennep, eddike og salt. Tilsæt dernæst gradvist den skilte mayonnaise i en tynd stråle, imens du pisker — så er din mayonnaise faktisk reddet.

Aioli, chilimayo og bearnasisemayo

Når du først står med din fyldige, cremede hjemmerørte mayonnaise i skålen, er det kun fantasien, der sætter grænser. Du kan nemlig nemt tilføre smag til din mayonnaise, uden at den skiller.

Lav f.eks. en urte-mayonnaise ved at tilsætte dine yndlingsurter eller tilføj friskpresset hvidløg, og få en lækker aioli til tapasbordet. Du kan også blande chilipulver eller -sauce i, så du får den perfekte chilimayo til burgeren og fritterne. Hvis du vil være ekstra kreativ, kan du lave en bearnaise-mayo, ved at blande tørret estragon og bearnaiseessens i din mayo.

Listen er lang og mulighederne er mange. God fornøjelse!

Måske du også kan li'