Undgå møl i køkkenet

Det er ubehageligt at opdage møl i køkkenskabene, men de små kryb finder desværre nemt vej til køkkenets tørvarer. Vil du undgå møl i køkkenet, så følg disse tips til forebyggelse og bekæmpelse.

Undgå møl i køkkenet
September 24, 2021 af redaktionenFoto: Maria Fabricius Tegner

Der er ikke noget, der får en til at miste appetitten som at opdage møl i melet, når man skal til at bikse morgenbollerne sammen. Den umiddelbare væmmelse forvandles dog hurtig til stor ærgrelse, når det går op for en, at man bliver nødt til at kassere det store udvalg af mel, gryn, frø og nødder af risiko for, at de ubudne gæster også har invaderet disse.

Det er en både dyr, tidskrævende og ærgerlig proces at slippe af med møl, hvis de først har invaderet køkkenet. Det er næsten umuligt helt at sikre sig mod mølangreb, men med de rette tips til opbevaring og rengøring, kan du gøre meget for at forebygge og undgå det. Herunder får du 4 tips til at undgå møl i køkkenet samt en guide til at bekæmpe møl, hvis de allerede er gået til angreb.

Oplever du også problemer med bananfluer? Læs, hvordan du slipper af med dem her.

Hvor kommer møllene fra?

Møl eller møllarver kan befinde sig i poser med mel, havregryn, frø og kerner allerede, når vi tager dem fra hylden i supermarkedet. Selvom producenter af tørre madvarer arbejder ihærdigt for at undgå, at der er eller opstår møl i produkterne, er det svært at sikre.

Mølæg og —larver er meget små, så de kan være svære at opdage. Derfor kan møllene hurtigt formere sig og leve i køkkenets tørvarer i længere tid, før vi opdager det.


4 tips til at undgå møl i køkkenet

1. Hav god hygiejne i skuffer og skabe

Man spilder ofte lidt rester fra mel, havregryn, frø eller knækbrød i skabe og skuffer, så de skal rengøres jævnligt. Det er nemt klaret med støvsuger og en fugtig klud. Sørg for at være omhyggelig og støvsug alle kroge, kanter og huller. Her elsker møllarverne nemlig at gemme sig.

2. Tjek de langtidsholdbare madvarer jævnligt

Møl kan befinde sig i alt fra mel og havregryn til nødder og tørrede bønner, så det er vigtigt at holde øje med alle de tørvarer, du har i køkkenskabene. De madvarer, du bruger jævnligt, kan du se efter, når du bruger dem, men det er også en gode ide at tjekke det lager af tørvarer, der står bagerst i skabet og ikke bruges så ofte. Du kan se, at der er eller har været mølangreb, hvis der er små, sorte ekstrementer eller hvidt spind i madvarerne.

3. Opbevar madvarer i tætsluttende beholdere

Møl og larver kan trænge gennem mange poser, så du kan opleve mølangreb i både åbnede og uåbnede madvarer, hvis de ikke kommer på glas eller bøtter med tæt låg.


Der kan være forskel på, hvordan du bedst opbevarer forskellige madvarer for at de holder sig bedst, og det er naturligvis ikke alt, der skal direkte i en luftæt beholder. Hvad gør du f.eks. med det friskbagte hjemmebag? Bliv klogere på, hvordan du skal opbevare brød og kager her.

4. Opbevar dine madvarer så køligt som muligt

Møl trives bedst i varmt miljø, så opbevar tørvarer i et mørkt og køligt køkkenskab.

Sådan bekæmper du møl

Opdager du, at de små ubudne gæster allerede har indtaget dine køkkenskabe og madvarer, kræver det lidt af en indsats at komme af med møllene igen. Det er nemlig ikke nok blot at skaffe sig af med den pose mel eller mysli, som du har opdaget møllene i. Skal du være helt sikker på at slippe af med de små kryb, så følg disse rengøringstips:

  1. Smid al mad ud, der ikke har været opbevaret i tætsluttende beholdere eller anden tæt emballage. Det er ærgerligt at skulle smide hele poser mel, gryn og kerne ud, men det kan desværre være nødvendigt, hvis du skal være helt sikker på, at der ikke dukker møl op igen kort efter.
  2. Støvsug og desinficér alle hjørner og sprækker i køkkenet. Husk at tjekke huller og kroge i køkkenskabe og -skuffer grundigt, da møllarverne elsker at gemme sig der. Smid støvsugerposen ud, når du er færdig, da den kan indeholde mølæg og -larver, og dem vil vi gerne have helt ud af hjemmet.
  3. Opdager du, at møllene kommer tilbage, skal processen gentages. Hvis problemet er meget stort, kan det være nødvendigt at tilkalde en skadedyrsbekæmper.

Måske du også kan li'