Flæskesteg på grill: Sådan gør du

Flæskesteg på grill smager skønt, og det er faktisk ikke meget sværere, end at tilberede den i ovnen. Her får du den ultimative guide til flæskesteg på grill!

Flæskesteg på grill: Sådan gør du
October 6, 2022 af redaktionenFoto: Aller Media

TILBEREDNING AF FLÆSKESTEG PÅ GRILL

Grillen giver flæskestegen en dejlig smag, uanset om du bruger kul- eller gasgrill, så det er bare med at kaste sig ud i det. Det er ikke meget anderledes, end når du laver stegn i ovnen, men her får du alligevel vores bedste tips.

Hvad skal man vide som førstegangsgriller?

Har du ikke lavet en flæskesteg på grillen før, er det måske ikke juleaften du skal teste dine grillkundskaber af med netop dette. Lav evt. en prøveflæskesteg inden jul, så du ikke ender med at stresse over det. Inden du griller, bør du altid sørge for, at du har nogle gode grillbriketter, hvis du bruger kulgrill. Bruger du gasgrill, skal du sørge for, at du har nok gas og evt. en ekstra gasflaske som backup.

Kulgrill eller gasgrill?

Du kan tilberede flæskesteg på både kul- og gasgrill. Fordelen ved kulgrillen er, at den giver en mere klassisk grillsmag, end gasgrillen gør. Men det er en smagssag. Med en gasgrill kan du derimod nemmere styre temperaturen. Det er dog ikke afgørende for et godt resultat, så brug blot den grill, du foretrækker.


Indirekte eller direkte varme?

En flæskesteg bør tilberedes ved indirekte varme på grillen, så den ikke bliver tør og overtilberedt, hvad end du tilbereder flæskesteg på gas- eller kulgrill. Er dine svær ikke blevet helt sprøde nok til sidst, kan du dog give stegen lidt ekstra varme, ligesom du ville gøre i ovnen. Vend dog ikke flæskestegen på hovedet, da du risikerer at sætte ild til stegen, fordi fedtet fra den drypper ned i kullene eller dysen.

Brug med fordel rotisseri

Med et rotisseri kan du opnå den mest jævne tilberedning, når du steger flæskesteg på grill. Et rotisseri er et langt grillspyd til grillen, som du stikker igennem hele flæskestegen fra ende til anden. Når flæskestegen tilberedes ved rotisseri, skal du selv huske at vende grillspyddet nu og da, så varmen fordeles jævnt i flæskestegen.

Husk, at sværene skal være lige høje!

Sværene på din flæskesteg skal gerne være lige, hvis du vil nå i mål med de sprøde svær, ligesom når du laver flæskesteg i ovnen. Er din flæskesteg ujævn, kan du lægge lidt stanniol under stegen, så du udjævner den ulige højdefordeling.

Kernetemperatur på flæskesteg på grill

Kernetemperaturen på din flæskesteg afhænger af, hvordan du foretrækker tilberedningen. Nogle foretrækker en nærmest rosa flæskesteg, mens andre foretrækker en helt gennemstegt steg. Er du mest til det første, skal du gå efter en kernetemperatur på 63-65°, men ønsker du stegen gennemstegt på grillen, skal du nærme dig de 75°. Husk et stegetermometer — ellers bliver det en ganske svær opgave at ramme!

Vi anbefaler, at du går efter en rosa steg med en kernetemperatur på 63-65°, og så lader den hvile i ca. 10 minutter efter tilberedningen — her vil temperaturen nemlig stige yderligere. Derudover vil saften trække sig tilbage i fibrene, så din steg bliver ekstra saftig og lækker.

Bliver sværene ikke sprøde?

Det kan være lidt af en kunst det dér med at opnå sprøde svær, uanset om vi tilbereder flæskesteg i ovnen eller på grillen. Hvis du ikke lykkes med det under normal tilberedning, får du her vores bedste tips:

  • På kulgrill: Saml kullene fra siderne til midten for at skabe direkte varme, og giv din steg lidt ekstra tid ved høj varme. Vend endelig ikke flæskestegen på hovedet med sværene mod kullene, da du risikerer, at der går ild i den.
  • På gasgrill: Fyr helt op til makstemperatur på samme måde, som når du i ovnen tænder for grill-indstillingen.

TRIN FOR TRIN: FLÆSKESTEG PÅ GRILL

  1. Er din flæskestegs svær ridsede i forvejen, er det alligevel en god idé at gå dem efter, da de typisk ikke er ridset grundigt nok. Sværene skal ridses næsten ned til kødet, men sørg for ikke at ridse igennem til kødet, da kødsaften så trænger op og giver dig bløde svær.
  2. Gnid godt med salt mellem alle sværene, men sørg for ikke at drysse for meget salt på toppen, da salten binder væske og dermed kan give bløde svær, hvis der ligger alt for meget. Placér evt. halve laurbærblade i rillerne, da det giver ekstra smag.
  3. Smør risten på grillen ind i olie, inden du kommer din flæskesteg på, så stegen ikke brænder fast.
  4. Tilbereder du flæskestegen på kulgrill, husk da at anbringe en foliebakke i midten under risten. På den måde kan du samle saft til sovs. Tilbereder du på rotisseri, husk da at rotere undervejs. Uanset hvilken grill du bruger, kan du også vælge at sætte stegen i en bakke eller et fad med lidt vand, så flæskestegen ikke tørsteges. Sørg hele tiden for, at der er ca. 1 cm vand i bakken eller fadet.
  5. Grill din steg ved 220°, og lad grillens temperatur falde, når den har fået 30-35 minutter. På den måde har du lettere ved at få sprøde svær. Sæt/luk låget på grillen, og hold øje med kødets kernetemperatur undervejs. Når du når en kernetemperatur på mellem 63-75° (afhængig af præference),er flæskestegen færdigtilberedt. Sørg for ikke at åbne låget hele tiden for at kigge, for så vil grillens temperaturen falde.
  6. Lad din flæskesteg hvile i ca. 10 minutter efter tilberedningen. Læg endelig ikke stanniol over, da dine svær så bliver bløde. Er sværene ikke blevet sprøde, læs da ovenfor, hvor vi giver dig tips til, hvordan du kommer i mål med sprøde svær.

Tip: Vil du eksperimentere lidt med smagen af den traditionelle flæskesteg, kan du prøve at komme lidt røgtræ/smuld ned til kullet for at give stegen en mere røget smag.

Kilde: Anders Jensen, grillekspert fra Grill Academy.

Måske du også kan li'