Tomater

Gå agurk i sensommerens solmodne tomater.

Tomater

Tomater er nok en af de mest anvendelige grøntsager, der findes. De er skønne i salater, enten solo eller som medspillere til andre grøntsager. Eller bare som frisk tilbehør til alskens kold og varm mad, hvor man skærer dem i både eller skiver. Og så er de vidunderlige i saucer, supper og gryderetter, hvor de altid bidrager med kraft, bund og fylde.

Tomater er faktisk bær, men fordi vi tilbereder dem som en grøntsag, opfatter vi dem også typisk som en grøntsag. De kan købes året rundt, men en højdepunktet er sensommeren, hvor der er rigtigt mange af dem, og hvor de er solmodne, røde og smagfulde.

Opskrifter med tomater

Sensommerens smagsbomber

Alle burde have mulighed for at træde indenfor i et solvarmt drivhus og lade sig overmande af duften af modne tomater. De kræver masser af lys, vand og varme, mens de vokser, og det er præcis det, tomaterne giver dig tilbage, når du sætter tænderne i dem: Stor saftighed, en sødme, der bliver endnu tydeligere, når de tilberedes, og en fantastisk syrlighed, som gør tomaterne uundværlige i et væld af retter.

Danske tomater dyrkes primært i drivhuse og har sæson fra foråret, men højdepunktet er sensommeren, hvor der er rigtigt mange af dem, og hvor de er solmodne, røde og smagfulde. Selvom vi kan få gode importerede tomater uden for denne sæson, er der et par måneder i vinterhalvåret, hvor det er svært at opdrive gode, røde tomater – så giv tomaterne en vinterpause, og glæd dig til at nyde dem igen senere på året, hvor de er allerbedst.

Tomater findes i et hav af sorter, og på det danske marked er vi begyndt at kunne få mange spændende varianter såsom gule tomater, daddeltomater, grønne zebratomater, søde og aromatiske cocktailtomater og aflange flasketomater.

Om efteråret kan man være heldig at finde danske grønne tomater, som er umodne tomater, der aldrig har nået at blive røde, fordi der er for få soltimer i døgnet. Grønne tomater smager dejligt stegte eller syltede som tilbehør til kød og gryderetter

Tomat går godt sammen med:  

Æbleeddike: Æbleeddike er en mild og velsmagende eddike, der er knap så syrlig som vineddiker. Tomater indeholder i sig selv æblesyre, og når man bruger æbleeddike i dressingen til tomatsalat, medvirker æbleeddikens syre derfor til at fremhæve tomatens smag uden at overdøve den. Lidt æbleeddike kan også bruges til at smage en tomatsauce til med, hvis den trænger til lidt friskhed og kant.

Chili: Chili og tomater bruges i vid udstrækning sammen i flere af de store verdenskøkkener. Når tomater tilberedes længe i saucer og ragouter, fremkommer der en kødagtig smag (umami). Chilien giver et godt smagsmæssigt spark til tomaterne i disse retter. Der behøver ikke at komme så meget chili i, at man brænder sig. Brug fx cayennepeber, som er nemt at tilsætte i meget små mængder.

Basilikum: Basilikum egner sig godt til tomat, fordi basilikum er aromatisk og sødlig ligesom tomaten. Lav en grov tomatsalat med masser af hele basilikumblade. Drys hele basilikumblade på en pizza med tomat og ost. Og kom gerne rigeligt med grofthakket basilikum i en tomatsauce, men kom det først i lige inden servering, da syren i tomatsaucen ellers vil give basilikumbladene en kedelig mørk farve.

Skær stilken af med et enkelt snit

Stilken skal skæres væk, før tomaten bruges i madlavningen. Her er en ekstra nem måde at gøre det på.

Sådan gør du: Skær tomaten over lige ved siden af stilken. Skær den halve tomat i kvarter, idet du igen skærer lige ved siden af stilken.

Nu sidder stilken kun på én af tomatens fire både og er nem at skære af med et enkelt skråt snit.