Tærter – opskrifter på søde tærter

Tærter – opskrifter på søde tærter

Tærter har været bagt gennem generationer, og fra det klassiske dessertkøkken kender vi diverse frugttærter som æbletærte, jordbærtærte og selvfølgelig den franske citrontærte med marengs, som ingen kan stå for. Men tærter kan varieres i det uendelige, så man hver gang overraskes af en ny smag, en ny konsistens, en anderledes servering – og derfor bliver man aldrig træt af tærte! 

God fornøjelse med at finde den tærte, du har lyst til at bage lige nu – alle opskrifterne er nemme at gå til, men det bliver svært at vælge! 


Kom i form til tærtebagningen

Tærteforme fås i forskellige udformninger og materialer. En tærteform af metal leder varmen bedre end en porcelænsform, og det giver en mere sprød bund. Allerbedst er en metalform med løs bund – den er dejligt nem at få tærten ud af, når den skal serveres. I en snæver vending kan du bare bruge en almindelig springform, selvom den har en noget højere kant end en rigtig tærteform. 

Hvis man alligevel foretækker porcelænsforme, kan det være en fordel at forlænge bagningen med nogle minutter svarende til den tid, det tager, før formen er varmet op. 

Hvor stor skal tærteformen være?

Runde tærteforme fås med forskellig diameter, og medmindre andet er nævnt i opskriften, er der anvendt en tærteform på 24 cm. Det betyder dog ikke så meget om den form, du bruger, er lidt større eller mindre – bare der er nok dej til netop at dække formen og fyld nok til at dække dejen. Er du glad for at bage tærter, kan det være sjovt at eje et sæt små portionstærteforme, så hver gæst kan få sin egen fine, lille tærte, eller så du kan lave mange små tærter på en gang med forskellige fyld. Rektangulære tærteforme giver også et flot og anderledes resultat – se fx vores jordbærtærte med chokolade

Hvilket udstyr skal man ellers bruge til tærtebagning? 

En foodprocessor er praktisk, når mørdejen skal smuldres og samles, men du kan sagtens klare dig uden. En kagerulle får du brug for – medmindre du vælger bare at trykke dejen ud i formen med fingrene. herudover kræver det ikke særligt udstyr at bage en lækker tærte. 

Sådan ruller du mørdejen ud

Rul den kolde mørdej ud til en stor cirkel med en kagerulle. Drys mel på bordet, eller læg dejen mellem to ark bagepapir eller husholdningsfilm, så dejen ikke hænger i. Hvis du bruger bagepapir eller film, er det også nemmere at løfte den udrullede dej forsigtigt over i formen. Tryk den godt ind i formens hjørner, og skær overskydende dej væk. Se her, hvordan du kan rulle den ud ved hjælp af film: