Sandwich

De bedste sandwichopskrifter finder du her. Er du ude efter en klassisk sandwich med kylling og bacon eller den frække med tun og smeltet ost?

Sandwich

En god sandwich er den perfekte frokost, og den er også nem at medbringe, hvis du har planer om at nyde den på farten.

Fyldet kan varieres i det uendelige, og sandwichen kan serveres som den er eller få en tur på panden, så den bliver ekstra sprød. Få masser af inspiration herunder.

Sandwich-opskrifter

Sandwich-begrebet dækker over de typer mad, hvor forskelligartet fyld lægges mellem to skiver af noget, ofte hvidt brød, rugbrød eller i moderne tid, også kål og lignende.

Derfor er der utallige måder, du kan lave en sandwich på, og det er kun fantasien, der sætter grænser (så længe du lægger noget fyld mellem to skriver brød eller lignende!).

Den helt klassiske sandwich

Hvad tænker du på, når du tænker på en klassisk sandwich? De fleste tænker nok på en club sandwich, en ham and cheese, en philly eller måske æg og rejer?

I Danmark mikser vi ofte de sandwich-opskrifter vi ser fra U.S.A med mere danske ingredienser. Vi har da også vores egen – f.eks. hønsesalat- og frikadellesandwichen. I Vietnam vil en klassisk sandwich nok nærmere være en banh-mi.

Hvert land har sin forestilling om, hvad en sandwich-opskrift består af. Fælles er, at det er praktisk mad, som kan tages med på farten, komme i madpakken eller tages med på picnic.

Hvilket sandwichbrød?

Sandwich, toast, panini – ja, kært barn har mange navne. Hvilket brød du skal bruge kommer an på, hvilken type sandwich du laver. Rugbrødssandwich, bagel og panini siger sig selv – men en toast kan du lave både med det klassiske toast-brød, men du kan også lave toast med surdejsbrød. Det er helt op til dig. Her er eksempler på, hvilket brød du kan bruge til din sandwich:

  • Rugbrød
  • Franskbrød
  • Surdejsbrød
  • Bagel
  • Toastbrød
  • Burgerbolle (bøfsandwich)
  • Baguette (bruges ofte til meatball-sub og banh-mi)
  • Blinis
  • Muffin (morgenmadssandwich med æg og bacon)
  • Kål
  • Icebergsalat

Lækkert sandwich-fyld

Du vælger helt selv, hvilket fyld du bruger i din sandwich. Her har du en række idéer til, hvad man kan putte i en sandwich:

  • Røget laks og spinat
  • Kylling og salat
  • Tun og æg
  • Æg og rejer
  • Kødboller og tomatsovs
  • Skinke og ost
  • Hønsesalat
  • Hummus og halumi
  • Bøf-sandwich med ’det hele’
  • Chorizo og ruccola

Frys brødet ned 

Har du brød til overs? Så husk at fryse det ned! Så har du sandwichbrød til en anden god gang. 

Tip: Når du har tøet brødet op, så rist det i en ovn eller på en brødrister, efter du har gjort brødet vådt under en vandhane i få sekunder. Så bliver brødet så godt som friskt igen.