Sådan koger du perfekt pasta
Vidste du, at det er en myte, at olie i pastavandet forhindrer pastaen i at klistre sammen? Du skal heller ikke overhælde den færdige pasta med koldt vand. Men hvordan søren får du så perfekt al dente pasta, der ikke klistrer? Se vores bedste tips herunder – vil du have den korte version, kan du se videoen nederst på siden.
Når du koger pasta, skal du bruge en større gryde, end du lige tror. Som udgangspunkt skal der kunne være 1 liter vand pr. 100 g pasta. På den måde sikrer du nemlig, at vandet holder sin temperatur, når du hælder pastaen i gryden.
Tilsæt masser af salt til vandet, når det koger – brug gerne 10 g salt pr. liter vand. Hæld ikke olie i kogevandet, da det forhindrer vandet i at koge ordentligt. Når du tilsætter pastaen, skal du lade vandet bulderkoge, og du må endelig ikke lægge låg på gryden, da du så har tendens til at skrue ned for komfuret. Koger vandet ikke tilstrækkeligt, suger pastaen vandet til sig og bliver klistret.
Selvom der er angivet tilberedningstid på emballagen, skal du altid smage på pastaen et par minutter før, så du ikke overkoger det. Når pastaen er færdig, må du endelig ikke hælde kogevandet ud. Det kan nemlig bruges i pastasaucen, da der er en masse stivelse i, der jævner.
Derudover skal du koge pastaen som den sidste del af måltidet, så du kan servere den straks. Står den og bliver kold, klistrer den sammen og bliver ulækker.
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Klik her for at ændre dit samtykke
Powered by Froala Editor