Muffins eller cupcakes?
Hvis man ønsker det, kan man dekorere en portion muffins, så de gør sig fortjent til at blive kaldt for cupcakes. Pyntearbejdet kræver tid og omhu, alt efter hvor ambitiøs og fingernem man er - og når man først har fået fornemmelsen for det, kan der nærmest gå sport i at lav små kunstværker ud af kagerne med frosting, creme og sukkerpynt.
Klassisk muffins uden pynt er perfekte at dele ud til klassens time eller tage med på tur - og dekorerede cupcakes kan blive så fine og festlige, at de kan serveres til et bryllup eller en reception.
I princippet kan du bruge alle opskrifterne på vores muffins og pynte dem med glasur, fondant og spiseligt pynt. Det bedste ved cupcakes er, at du helt selv kan vælge designet af dem!
Det nemmeste er at røre en glasur af flormelis og lidt kogende vand og smøre det oven på kagen. Tilsæt evt. citronsaft, likør, kakao eller rød saft. Vil du have mønstre i glasuren, kan du starte med at tegne en cirkel af glasur helt ude i kanten af kagen og lade den stivne. Fyld cirklen med hvid glasur. Skift til farvet glasur, og tegn to cirkler oven i den hvide glasur. Mens glasuren er våd, trækker du et tyndt grillspyd tværs gennem glasuren, så den får et smukt mønster. Alternativt kan du altid lave en tyk frosting, som kan sprøjtes på kagerne i flotte toppe.
Lav din egen sukkerpynt til muffins
Ælt 1 pasteuriseret æggehvide sammen med ca. 225 g flormelis og 3 dråber rød konditorfarve, til du får en meget tyk og glat glasur. Rul glasuren ud i 3-4 mm tykkelse på et stykke bagepapir drysset med flormelis. Udstik små blomster med en lille blomsterformet udstikker. Sæt en lille prik glasur i midten. (billede fra bog, side 12)
Elegant chokoladepynt til muffins
Smelt chokolade over vandbad. Pensl rene blade med smeltet chokolade i et tyndt lag, og sæt på køl i 5 minutter. Pensl igen, og lad størkne. Pil forsigtigt de grønne blade væk – nu har du fine chokoladeblade! Du kan også fylde smeltet chokolade i en sprøjtepose og sprøjte små blomster ud på bagepapir (billede side 15)
Fyld aldrig formen helt op
Når du bager muffins, skal formene kun fyldes ca. 2/3 op med dej. Så undgår du, at kagen hæver for højt op over formens kant. Skal kagerne pyntes med et tykt lag forsting, kan du nøjes med at fylde formen ca. 1/2 op med dej.
Udstyr til muffins
Muffinforme af papir
Muffins bages i små portionsforme, og formene fås i forskellige størrelser og materialer. Størrelsen og højden på formen kan have betydning for, hvor mange kager din dej rækker til, og hvor længe de skal bages i ovnen. Engangsforme af papir er praktiske og dekorative. Sæt dem dobbelt oven i hinanden, før du hælder din dej i, så holder d efaconen bedre, og du undgår, at dejen løber ud under bagningen.
Faste muffinforme
Hvis du er glad for at bage muffins, kan det godt betale sig at anskaffe sig en eller flere muffinsforme af metal eller silikone. Så kan du bage kagerne direkte i den faste form (husk at smøre dem først),eller du kan placere en papirform i hvert hul, før du hælder dejen i. Faste muffinforme fås med forskellige antal huller, fx 6-12 huller i hver form. Man kan også købe faste forme til bare en enkelt muffin – de fås både af metal, silikone og ovnfast porcelæn.
Når kagerne skal pyntes
Skal dine muffins pyntes med en cremet forsting eller glasur, kan du bruge en sprøjtepose med forskellige tyller (fås i supermarkedet og hos isenkræmmeren). Du kan dog også klare dig med en lille frysepose, hvor du klipper et hul af passende størrelse i et af hjørnerne.
Specialudstyr til de ekstra bageglade
I specialforretninger og på nettet kan du købe særligt udstyr til muffins og cupcakes. fx flotte stativer, hvor man kan udstille kagerne, og smarte transportbokse, som kan rumme helt op til 36 muffins. Er du pyntesyg, kan du også købe alskens sukkerpynt og fondantmasse, som du selv kan forme efter ønske.