Når hyldeblomsterne svajer i luften, er sommeren endelig på vej. De store, hvide skærme er en af naturens gratis glæder, og hyldebuske findes overalt i landet. Det er derfor fristende at plukke løs, men husk at lade nogle blive siddende, så der kan udvikles hyldebær i efteråret.
Hyldeblomster er spiselige og må endelig ikke forveksles med druehyld, der er giftig. De to planter ligner hinanden, men druehyld blomstrer i april-maj, mens hylden blomstrer fra juni og ind i juli.
Hyldeblomster kan trylles om til hyldeblomstsaft og bruges i alverdens desserter og drinks. Husk at fjerne eventuelle brune blomster og insekter, inden du smider blomsterne i en skål med citron, citronsyre og sukker. Det er også en god idé at klippe de tykkeste stilke af, da de ikke smager så godt. Hæld kogende vand over hyldeblomsterne, rør godt, og tilsæt Atamon. Lad blomsterne trække et køligt sted i tre-fire dage, og rør indimellem. Si lagen, og du har nu den lækreste saft.
Hyldeblomster kan også bruges i madlavningen som en slags krydderi til fx fiskeretter. Pak fisken ind i folie med hyldeblomster, og du har en herlig spise. Du kan også bruge hyldeblomster i marmelade og saften i saucer til asiatiske retter med ris.
Powered by Froala Editor