Oksemørbrad er det klassiske valg til nytårsmenuen. Mørbraden er en af de fineste udskæringer på koen, et mørt og saftigt stykke kød, og derfor den perfekte gæstemad. Mørbraden er et alsidigt stykke kød, og der er mange muligheder med denne udskæring. Kødet kan skæres ud som tykke tournedos-bøffer eller steges som et helt stykke og efterfølgende skæres ud i skiver. Hvis man vil skære mørbraden til bøffer, skal skiverne være ca. 2-3 cm tykke. Det er vigtigt, at de er samme tykkelse i begge ender. Hvis man har lyst til at servere mørbrad på en anderledes måde, fungerer kødet rent faktisk også godt som tatar med en æggeblomme og hakkede rå løg.
Tilberedning af mørbrad
Mørbrad er en udskæring fra en muskel, der sidder gemt på indersiden af rygsøjlen. Koen bruger nærmest ikke denne muskel, og det gør mørbraden til et yderst magert og mørt stykke kød. Det er vigtigt at pudse mørbraden fri for sener inden tilberedning. At afpudse en mørbrad betyder, at man skærer senerne fra mørbraden. Senerne ligger på langs af mørbraden og kan nemt fjernes ved at stikke en kniv ind under senen og trække kniven langs mørbraden med bladet op mod senen. På siden af mørbraden sidder der et lille stykke kød. Det er bimørbraden. Skær den af, og gem den i fryseren til senere brug fx i en gryderet eller til oksekødsspyd.
Mørbrad kan tilberedes i ovnen, på panden eller på grillen. Tilberedningstiden afhænger af, om den skal spises som steg eller bøffer. Steg endelig ikke kødet for hårdt, da det så vil miste mørhed.