Grønkål

Grønkål er ikke bare en smagfuld grøntsag, men ligeledes noget af det sundeste, du kan spise.

Grønkål

Den er kruset, smagfuld og blændende grøn, og så er den ikke mindst noget af det sundeste, du kan spise. Men rækken af roser stopper ikke der, for udover dens høje indhold af fibre, vitaminer og mineraler er grønkålen en alsidig fætter i køkkenet. Den kan steges, stuves, koges, bruges i suppe, smoothie og juice, og den kan sågar laves til sprøde chips, såvel som den kan spises rå. 

Vi inspirerer dig til, hvilke retter du kan lave med grønkål, og hvordan du får det bedste ud af den spændende grøntsag.

TILBEREDNING AF GRØNKÅL

Grønkål er en udsøgt delikatesse, hvis du spørger os, og den byder på et væld af muligheder i køkkenet – og så er den ovenikøbet noget af det sundeste, du kan spise. Den kan steges, friteres, laves til suppe og smoothie, og den kan spises rå, som den er. 

Før du spiser grønkål, rå eller tilberedt, anbefaler vi dog altid at plukke bladene fra stilken, da stilken i sig selv ikke er meget værd. Den er tilnærmelsesvist smagløs og derudover hård og sej at bide i. Det er med andre ord i bladene, at guldet skal udvindes – men også bladene bør behandles, da de er krusede og giver en anelse tyggemodstand. Vi guider dig til, hvordan du får det bedste ud af grønkålen!

Rå grønkål – ”kram” den

Foretrækker du din grønkål rå, kan du med et lille trick gøre teksturen mere spiselig, så den hårde, krusede konsistens falder mere sammen. Snit først grønkålen fint, drys med salt, og kram den nu med hænderne, som hvis du skulle presse vandet ud af en karklud – dog ikke nær så hårdt. Dette gør, at grønkålen giver mindre modstand og nu kan tygges bedre. 

Stegt grønkål

Mange foretrækker at stege grønkål, fordi strukturen på rå grønkål er hård og sej – nogle vil mene ubehagelig at spise. Pil bladene, og blanchér dem i lidt olie på panden med salt, peber og evt. løg, og servér som simpelt tilbehør til aftensmåltidet. Du kan også komme den stegte grønkål i en salat, men steg i så fald kun bladene ganske kort, så de stadig bevarer deres bid. 

Friteret grønkål – ”grønkålschips”

Grønkålschips har flere fordele: De kan spises som sundere snack, og de kan bruges som knasende element på toppen af mange retter. Tænd ovnen på 135°, bad grønkålsbladene i olie, salt og peber, og bag i 40-60 minutter, til de er sprøde. Hold et vågent øje med dem, så de ikke bliver sorte. 

Grønkål i juice og smoothie

Vores køkkener bliver mere og mere grønne, og i dén kategori er det næsten umuligt at komme udenom grønkålen – det siger næsten sig selv. Blend en frisk greenie med grønkål og avocado, eller juice en æble-grønkålsjuice til morgenmaden. 

Det kan du også lave med grønkål

  • Grønkålspesto
  • Grønkålspandekager
  • Grønkålssuppe
  • Grønkålsrisotto
  • Brød med grønkål
  • Knækbrød med grønkål
  • Stuvet grønkål

TIPS TIL GRØNKÅL

  1. Skyl grønkålsbladene grundigt, før du spiser dem. De krusede blade kan nemlig gemme på jordrester, som ikke kan ses med det blotte øje.
  2. Pluk bladene fra stilken, da denne ikke bør spises.
  3. Opbevarer du grønkålen i en plasticpose i køleskabet, kan den holde sig i op til 3 uger.
  4. Du kan sagtens fryse grønkål ned, hvis du ikke når at spise den. Blanchér blot bladene først, og herefter kan de holde sig i op til 10 måneder på frys.
  5. Spiser du grønkål fra frost, bør du tø den op og vride den, før du spiser den.