SPÆNDENDE GRØD-OPSKRIFTER – THE COMEBACK KID!
Grød er ikke længere, hvad det har været. Den kedelige, klistrede, identitetsløse grød er blevet født på ny og er nu en af de mest trendy retter i især landets storbyer. Fra at blive lavet af én, maks. to, opskrifter, kommer grød nu i et utal af forskellige varianter og smagssammensætninger. Der findes ikke de korn, frø, mejeriprodukter og toppings, der ikke er blevet testet i en grød-opskrift, for i dag er grød meget mere end bare havregryn og vand/mælk.
Vi hylder den trendy grød ved at samle vores bedste grød-opskrifter på én side, så du kan variere din morgenmad, frokost eller aftensmad, når der er grød på menuen. God fornøjelse med din grød-opskrift!
VARM, KOLD, KOGT ELLER BAGT?
Der er mange måder at gribe en grød-opskrift an på, og det er ikke bare ingredienserne, du skal tage stilling til. Der findes nemlig også flere tilberedningsmetoder at vælge imellem, og de afhænger først og fremmest af, om du vil nyde din grød kold eller varm.
Kold grød
Er du til kold grød, er det især chiagrød, du skal kaste dig ud i. Måden, chiagrød laves på, er nemlig ved at lade chiafrø blandet med mælk stå i køleskabet natten over, og så er der kølig grød, når vækkeuret ringer. Der findes (næsten) ikke en nemmere grød-opskrift end denne!
Du kan også koge frugter og bær op til en grød, og så har du til morgenmaden – både som frugtgrød eller som topping til f.eks. skyr eller havregrød.
Varm grød
Er du mere til den hyggelige, varme grød, er det måske en klassisk havregrød, du skal kaste dig ud i. Vil du give den klassiske grød-opskrift et tvist, kan du blande forskellige kerner og f.eks. havreklid i, eller du kan tilføje smagsgivere såsom appelsin, kanel og ingefær. Når vi snakker grød, kommer vi naturligvis heller ikke udenom den danske juleklassiker, risengrød, som har smeltet vore hjerter i århundreder – og som nok vil fortsætte således. Vil du alligevel forny den traditionelle risengrød, kan du peppe den op med kanelbagte æbler eller abrikossirup.
Ovnbagt grød
De fleste vil nok koge deres havregrød uden så meget som at blinke, men det er ikke den eneste måde at servere varm grød på. Grød kan nemlig også ovnbages, og resultatet er forbløffende godt! Når du ovnbager grød, bliver den nemlig dejlig smattet indeni, mens en sprød ”skorpe” lægger sig på overfladen og giver lidt bid og sprødhed.
TOPPING TIL GRØDEN
Der findes et utal af måder at peppe en grød-opskrift op på, uanset om grøden er varm, kold eller bagt. Det er heldigvis en simpel affære, for du kan komme den samme topping på enhver grød-opskrift. Vi har oplistet den bedste topping til din morgengrød her:
Topping til morgengrød
- Frugt: Banan, kiwi, bær, nektarin, æble, pære, passionsfrugt
- Tørret frugt: Dadler, abrikos, rosin, tranebær
- Granola og müsli
- Kokosflager
- Nødder
- Karamelsauce
- Peanutbutter
- Frysetørrede hindbær
- Skyr (f.eks. vaniljeskyr)
- Æblegrød (eller anden frugtgrød, f.eks. rødgrød)
Topping til risengrød
- Abrikossirup
- Appelsinsirup
- Kanelbagte æbler
- Æblekompot
- Sveskekompot
- Lemoncurd
- Honningristede mandler/hasselnødder
- Hakkede brændte mandler