5 tip til børnevenlig mad
Alle børn er forskellige, og derfor er der selvfølgelig også individuelle præferencer for, hvad de hver især bryder sig om. Alligevel er der nogle ting, du kan forsøge dig med, for at få maden til at glide lidt lettere ned.
1. Del maden op
Mange børn kan godt lide at vide, hvad de spiser, og derfor er det en god idé at anrette maden i skåle. Så kan de selv vælge de ingredienser, de bedst kan lide, og undgå dem, de ikke er så vilde med.
2. Husk dippen
En nem måde at få børn til at spise flere grøntsager på er at give dem mulighed for at dyppe i dip. Skær gulerødder, agurker og peberfrugter i stave, og lad ungerne dyppe dem i hjemmerørt peanutbuttersauce, sød chilimayo, avocadocreme, hummus eller cremefraichedressing.
3. Tag børnene med i køkkenet
Når de små selv har været med til at lave maden, er der større sandsynlighed for, at de vil spise den. fordi de ved, hvad der er i. Er det for uoverskueligt at have dem med i hele processen, kan du f.eks. bede dem smage en dressing til og lade dem vurdere, om der skal mere honning eller citron i. Det er også altid skægt at få lov til at skylle ris, vende rødspættefileterne i æg og rasp eller røre frikadellefarsen sammen.
4. Masser af topping
Det føles lidt som at dynge en softice til med krymmel, når man får lov til at drysse forskellige slags topping over sin mad. Prøv med ristede græskarkerner, kokosflager, granatæblekerner, rosiner eller nødder.
5. Spis med fingrene
Maden smager bare bedre, når man får lov at spise uden bestik! Friske forårsruller, pitabrød og sprøde fish and chips er oplagt som fingermad til børn (og voksne).
Se også: Tre ugentlige madplaner