Du kan efterhånden få dem overalt. De amerikanske donuts med slikpynt har for alvor fundet indpas herhjemme, og det er der ikke noget at sige til, når de både er så flotte og smager så dejligt. Heldigvis kan de snildt laves hjemme i eget køkken.
Kagerne skal traditionelt frituresteges, men de kan også bages i ovnen. Du kan smagssætte dejen, som du vil, og pynte dem med lige det, du bedst kan lide. Vend dem i sukker efter bagning, eller kast dig ud i det helt store pynteshow med glitter, krymmel og slik. Kun fantasien og slikbutikkens lagerbeholdning sætter grænser!
Hjemmebagte donuts bør serveres, mens de er helt friskbagte, så de stadig er helt bløde og luftige at bide i.