
Blommer
Blommer kommer i forskellige farver og størrelser, og så er det faktisk den næstmest dyrkede frugt i verden – næst efter æbler.
Der står blommetræer i mange danske haver og beriger ejerne med store mængder af de lækre stenfrugter, og blommetræer vokser også vildt nogle steder. Har du et blommetræ med flere blommer end du når at spise, kan du lave portvinssyltede blommer eller hjemmelavet blommesaft.
Blommens søde, friske og let syrlige smag gør sig godt i såvel det søde som det salte køkken. Blommens friske smag er skøn, hvis den spises rå enten som en snack eller i en salat. Man kan især få sødmen til at træde frem, hvis de tilberedes med varme. Smid dem f.eks. på grillen og servér grillede blommer med is eller bag den franske dessert galette med blommer.