Wienerschnitzel

19. januar 2022 af .

Foto: Columbus Leth

Nyd en sprødstegt, knasende wienerschnitzel og kartofler med smørsauce og blancherede ærter og asparges.

Ingredienser

Sådan gør du

Skrub og halvér kartoflerne, og kog dem 10 minutter i letsaltet vand.
Hæld vandet fra, og steg kartoflerne i smør og olie på en pande i ca. 10 minutter, til de er gyldne og sprøde.
Bank schnitzlerne let flade med håndryggen eller med en kagerulle.
Vend dem først i mel krydret med salt og peber, dernæst i sammenpisket æg og til sidst rasp.
Steg schnitzlerne i smør på en pande i ca. 3 minutter på hver side.
Skyl asparges, og knæk den nederste, træede ende af. Blanchér ærter og asparges i 2 minutter i kogende letsaltet vand.
Smelt smørret i en lille gryde til smørsauce, og lad det brune let.
Anret wienerschnitzlerne med citronskiver, ansjosfileter, kapers og peberrod ovenpå.
Servér med sprøde kartofler, blancherede ærter og asparges og brunet smørsauce.

Tip!

Citronskiven med ansjos, kapers og peberrod kaldes en ”dreng”, fordi det engang var fast arbejde for unge kokkedrenge at klargøre tilbehøret på smørrebrødsrestauranterne.

Næringsindhold

Opskriftens indhold af næringsstoffer, allergener m.v. er vejledende.

Opskriften indeholder

  • Alkohol
  • Fisk
  • Gluten
  • Jordnødder
  • Laktose
  • Nødder
  • Skaldyr
  • Soja
  • Æg

Kostretning

  • Vegansk
  • Vegetarisk
  • Uden svinekød
  • Pescetarisk

Sådan laver du klassisk Wienerschnitzel

Den panerede kalvefilet stammer fra Wien i Østrig, selvom mange tror, at retten er tysk. Du kan få den på de fleste kroer, men du kan heldigvis også lave den derhjemme. Herunder får du vores bedste tips til en klassisk wienerschnitzel.

Hvilket kød er en wienerschnitzel?

En klassisk wienerschnitzel laves af kalvekød, men det ses også, at den laves af svinekød. Du kan finde både wiener- og skinkeschnitzel i køledisken. Hvis du vil have det mest autentiske resultat, foreslår vi, at du vælger schnitzel af kalveinderlår. 

Wienerschnitzel stegetid

En schnitzel skal steges i brusende smør i ca. 3 minutter på hver side. Det er vigtigt, at panden er tilpas varm, når du lægger kødet på, ellers risikerer du, at paneringen suger al fedtstoffet til sig og bliver klistret. Steger du derimod din schnitzel ved for høj varme eller i for lang tid, risikerer du, at paneringen falder af. 

Wienerschnitzel tilbehør

Selvom wienerschnitzlen stammer fra Østrig, er tilbehøret dansk. Herhjemme serverer vi traditionelt kødet med brasede kartofler, smørsovs, ærter og en 'dreng'. En 'dreng' er en citronskive med ansjos, kapers og peberrod

Wienerschnitzel sovs

En klassisk wienerschnitzel serveres med smørsovs! Heldigvis er det rigtig nemt at lave. Du skal bare bruge en halv pakke smør. Smelt smørret i en gryde ved middel varme. Rør rundt i smørret med en ske. Tag gryden af varmen efter ca. 5 minutter, når smørret er bruset op, er gyldent og dufter let af karamel.

Anderledes tilbehør til wienerschnitzel

Er du ikke så meget til det klassiske tilbehør, kan du egentlig bare finde på noget andet. En paneret kalvefilet passer sammen med det meste. Servér f.eks. kødet med spaghetti og fennikelsalat som her eller med ovnkartofler og spidskålssalat som her.

Powered by Froala Editor

Log ind
Ikke medlem? Opret bruger

Sidebar