Pocheret æg
Et pocheret æg smager skønt på ristet brød eller sammen med hvide asparges. Se her, hvordan du pocherer et æg til perfektion!
(6)
Ingredienser
Sådan gør du
Næringsindhold
Allergener
Kostretning
Bedøm denne opskrift
Sådan laver du det perfekte pocherede æg
Når du mestrer kunsten at koge et æg, er det måske på tide at udfordre dig selv med en ny teknik? Pochering! Det kan godt være, at det kræver et par forsøg, før du får det perfekte pocherede æg, men det er langt fra så svært, som det lyder.
Vi giver dig alle vores bedste tips og tricks!
Hvad betyder det at pochere?
Tilberedningsteknikken pochering kommer fra det franske ord ”poche”, der betyder lomme – formentlig fordi den pocherede hvide fungerer som en tætsluttende lomme omkring den flydende blomme.
I modsætning til når du skal koge et æg, skal vandet til pochering ikke være spilkogende. Det skal holdes lige under kogepunktet og kun boble let.
Hvordan pocherer man et æg?
Det perfekte pocherede æg har en let flydende blomme og en hvide, der samler sig smukt omkring den. Men hvordan kommer du når dertil, er der forskellige teknikker til.
Du kan enten benytte dig af den klassiske metode med en hvirvel i vandet, du kan bruge husholdningsfilm til at holde sammen på ægget, eller du kan anskaffe dig en æggeholder.
Vi guider dig til, hvordan du pocherer æg med alle tre metoder.
Den klassiske metode - med hvirvel i vandet
Den helt klassiske metode til at pochere et æg er at hælde rigeligt vand og en smule eddike i en gryde og varme det op til kogepunktet.
Når vandet koger, rører du rundt i gryden i en cirkel, så vandet danner en spiral. Ægget slås ud i midten af gryden (slå det evt. ud i en lille skål først),så hvirvlen fra vandet får ægget til at samle sig. Så pocherer du ægget i 3 minutter, til hviden er godt stivnet omkring blommen.
Herefter tager du ægget op med en hulske og lader det dryppe let af inden servering. Den simple metode virker helt fint, især hvis du kun skal tilberede et enkelt æg eller to, og udseendet ikke betyder så meget.
Det kræver lidt øvelse at lave en god hvirvel, men når først du mestrer teknikken, er det nemt at pochere æg på denne måde – dog kun ét æg ad gangen. Smagsmæssigt bliver ægget fint, specielt hvis du foretrækker en lidt mere flydende æggehvide.
Fordele: En hurtig metode. Kræver ikke noget ekstraudstyr.
Ulemper: Svært at pochere mere end ét æg ad gangen. Æggehviden bliver lidt vandet. Ægget bliver ikke så pænt og samlet som ved de andre metoder. Kræver øvelse.
Kokkemetoden - med husholdningsfilm
Mange kokke sværger til at lave små pakker af husholdningsfilm, som holder ægget på plads, mens det bliver pocheret.
Konceptet er enkelt, men lidt udfordrende at mestre: Beklæd indersiden af en lille kop med husholdningsfilm (beregnet til at blive varmet op),som du pensler med en anelse olie.
Herefter slår du ægget ud i koppen og lukker pakken ved at dreje den overskydende film et par omgange om sig selv, inden de små pakker pocheres i det næsten kogende vand i ca. fire minutter.
Det kan godt være lidt vanskeligt at beklæde en kop med husholdningsfilm. Samtidig er det også lidt en udfordring at pensle filmen med olie, uden at husholdningsfilmen flytter sig. Her kan det være en idé at bruge en oliespray. Æggene bliver flotte med denne metode, idet æggehviden samler sig pænt omkring blommen.
Det kan dog været lidt svært at få ægget ud af filmen uden at ødelægge blommen. Her er det vigtigt, at du har været omhyggelig med at komme olie på filmen.
Fordele: Nemt at pochere flere æg ad gangen. Flot og sammenhængende resultat.
Ulemper: Kræver øvelse at beklæde en kop med husholdningsfilm og pensle med olie. Kan være svært at få ægget ud af filmen uden at ødelægge den skrøbelige blomme.
Grej-metoden - med æggeholder
Laver du ofte pocherede æg, så kan en særlig holder gøre dit liv lettere. Det er i hvert fald tanken bag denne metode.
Du slår ægget ud i den særlige æggeholder, der ligner en miniudgave af en øseske, som sættes fast på kanten af gryden. Dermed flyder ægget ikke ud i vandet, men forbliver pænt samlet i holderen.
Holderen er ganske smart, men den er ikke perfekt. Det er lidt svært at få holderen til at sidde fast på kanten af gryden, som derudover skal fyldes godt op med vand, før holderen faktisk når ned under vandet. Samtidig flyder lidt af ægget ud i toppen – dog ikke meget.
Når æggene er færdige, kan de have en tendens til at sidde lidt fast i holderen, og du kan måske opleve, at der hul på blommen, når ægget skal ud af holderen.
Formen og konsistensen bliver dog perfekt med denne holder, som bestemt kan anbefales, hvis der ofte er pocherede æg på bordet – især hvis du ikke orker at lave pakker med husholdningsfilm.
Fordele: Holder ægget godt sammen. Ægget får en flot form. Nem at bruge sammenlignet med pakker af husholdningsfilm.
Ulemper: Kræver meget vand i gryden. Ægget kan godt hænge lidt fast, når det skal ud.
I mikroovn
Du kan faktisk også lave pocheret æg i mikroovn. Det er både nemt og hurtigt! Se, hvordan du gør, i videoen ovenover.
Brug din sous vide
Har du god tid, kan du pochere æg i sous vide. Så får du en blomme, der er helt perfekt cremet.
Sæt din sous vide til 65°, og læg de hele æg med skal ned i vandet i 1 time. Slå æggene ud direkte på tallerkenen ved servering. Æggehviden bliver lidt mindre fast, end hvis du pocherer på traditionel facon.
Du kan også slå ægget ud i varmt vand efter turen i sous vide og pochere det i ét minut, så hviden bliver perfekt.
Prøv vores mest populære opskrift med pocherede æg: Pocheret æg med avocado og krydderurter