Øllebrød med flødeskum

12. januar 2022 af .

Foto: Columbus Leth

Har du et par skiver rugbrød tilbage, har du verdens bedste undskyldning for at sætte en portion øllebrød på bordet. Flødeskum er en selvfølge på toppen, og kombinerer du det med hjemmekogt æblemos og knasende granola, bliver det ekstra lækkert.

Ingredienser

Sådan gør du

Skyl æblerne, og skær dem i mindre stykker.
Flæk vaniljestangen, og skrab vaniljekornene ud. Kog æbler, vaniljestang- og korn, rørsukker og vand i en gryde i 10-12 minutter, eller til æblerne er møre.
Blend æblerne helt fint med en stavblender, og smag æblemosen til med sukker.
Lad æblemosen køle af, hæld den på rene, skoldede glas, og opbevar den i køleskabet.
Skær rugbrødet i tern, og bland det i en gryde med øl, vand, sukker og salt.
Skyl citronen, og riv skallen fint. Vend skallen i gryden.
Kog ingredienserne op ved middel varme under jævnlig omrøring, så det ikke brænder sig fast i gryden.
Grøden er færdig, når konsistensen er cremet og sammenhængende. Tilsæt mere vand, hvis grøden bliver for tyk i konsistensen.
Smag grøden til med sukker, salt og evt. citronsaft.
Skær granatæblet over, og pil kernerne.
Pisk fløden luftig i en skål med en elpisker. Servér øllebrøden med flødeskum, granatæblekerner, æblemos og granola. Afslut med at drysse lidt kanel over.

Næringsindhold

Opskriftens indhold af næringsstoffer, allergener m.v. er vejledende.

Opskriften indeholder

  • Alkohol
  • Fisk
  • Gluten
  • Jordnødder
  • Laktose
  • Nødder
  • Skaldyr
  • Soja
  • Æg

Kostretning

  • Vegansk
  • Vegetarisk
  • Uden svinekød
  • Pescetarisk

Tips til opskriften på øllebrød

Har du en rest rugbrød tilovers, er hjemmelavet øllebrød den oplagte ret. Den klassiske danske rugbrødsgrød er supernem at lave og kan både serveres som dessert og til morgenmad med piskefløde eller flødeskum til.  

En klassisk opskrift på øllebrød indeholder selvfølgelig øl. Deraf navnet. Hvidtøl egner sig rigtig godt til øllebrød, men du kan også bruge en mørk øl. Smag altid din øllebrød til med sukker, farin eller honning til sidst, mængden afhænger af, om du har brugt sød eller bitter øl – og hvor sød du kan lide din øllebrød.

Øllebrød uden øl

Vil du gerne undgå øl i din øllebrød, laver du den blot på vand. Du kan evt. smage den til med lidt appelsinsaft.

Hvilken slags rugbrød til øllebrød? 

Du kan anvende a slags rugbrød til øllebrød. Nogle kan bedst lide øllebrød lavet på mørkt rugbrød, andre foretrækker øllebrød med frø og kerner i. Det er en smagssag. Fordelen ved øllebrød er, at den kan laves på tørt og kedeligt rugbrød, som du måske i stedet ville have smidt ud.   

Øllebrød uden klumper

Giv grøden en hurtig tur med stavblenderen, hvis du vil undgå klumper. Du kan også sigte øllebrøden, hvis du bedst kan lide den helt uden klumper eller eventuelle kerner og frø fra rugbrødet.

Forslag til servering 

Iskold piskefløde eller flødeskum smager fantastisk til øllebrød, men øllebrød kan serveres på mange forskellige måder:

  • Vaniljeskyr og friske hindbær
  • Flødeskum smagt til med vanilje, appelsin, lakrids m.v.  
  • Frugtkompot, f.eks. rabarberkompot eller æblemos
  • Friske bær
  • Granola
  • Æggesnaps 

Hvor længe kan øllebrød holde sig? 

Øllebrød kan fint holde sig på køl i 2-3 dage. Opbevar øllebrøden i en tætsluttende beholder.  

Kan øllebrød fryses? 

Ja, du kan sagtens fryse øllebrød ned, så du har til et par nemme måltider en anden dag.

Log ind
Ikke medlem? Opret bruger

Sidebar