Grønkålssalat

30. september 2022 af .

Foto: Betina Hastoft

Frisk, sød og fyldig grønkålssalat med pærer og figner, der passer godt både til saftige andelår og flæskesteg med svær. En skøn tahindressing giver et tvist og sætter prikken over i'et.

Ingredienser

Sådan gør du

Rib grønkålen, og skyl grønkålsbladene grundigt i koldt vand. Tør dem i en salatslynge eller med et rent viskestykke.
Hak grønkålen fint, eller skær den i meget tynde strimler. Kram kålen let med fingrene, så den bliver blødere.
Skyl pærerne, og skær dem i tern uden kernehus. Skær figner i tynde strimler. Rist pinjekernerne på en tør pande, til de er let gyldne.
Halvér granatæblet, og bank på skallen med bagsiden af en grydeske, så kernerne løsner sig. Pil kernerne ud, og fjern de bitre hvide hinder.
Pres saften af citronen. Pisk tahin og citronsaft sammen i en skål. Tilsæt vandet lidt ad gangen, og pisk, til dressingen er cremet og letflydende. Måske skal du bruge lidt mere eller mindre vand. Smag dressingen til med honning og salt.
Vend grønkål, pærer, figner, pinjekerner og granatæblekerner godt sammen i en skål, og dryp tahinidressingen over salaten.

Tip!

Tahin er lavet af blendede og ristede sesamfrø og kaldes også for sesampasta. Det bruges meget i Mellemøsten og Nordafrika. En mørk tahin er lavet af uafskallede sesamfrø, mens den lyse variant blendes af afskallede og ristede sesamfrø. Fås i større supermarkeder og helsekostbutikker.

Næringsindhold

Opskriftens indhold af næringsstoffer, allergener m.v. er vejledende.

Opskriften indeholder

  • Alkohol
  • Fisk
  • Gluten
  • Jordnødder
  • Laktose
  • Nødder
  • Skaldyr
  • Soja
  • Æg

Kostretning

  • Vegansk
  • Vegetarisk
  • Uden svinekød
  • Pescetarisk

GRØNKÅLSSALAT – EN RIGTIG JULESALAT

Vi kan købe grønkål året rundt, men det er alligevel blevet en tendens, at vi spiser mest grønkål omkring den søde juletid – især når det kommer til grønkålssalat. Selvom den helt traditionelle julemiddag ikke består af friske salater, har de grønnere vaner i løbet af de senere år sneget sig ind på de danske juleborde i takt med et øget fokus på sundhed.

Og hvilken sprød, frisk og tiltrængt tilføjelse, hvis du spørger os! Den sprøde grønkålssalat giver nemlig et friskt pust til den tunge og fede julemad, og dét kan vi li’!

And er meget fedtholdig, og derfor er det ekstra lækkert, at få noget sprødt og grønt til. 

SÅDAN LAVER DU DEN BEDSTE GRØNKÅLSSALAT

Det er ingen hemmelighed, at grønkål er blevet mere og mere populært de seneste par år, og det forstår vi godt, for det både smager godt og mætter dejligt. Der er dog et par råd, du bør kende, inden du laver grønkålssalat. Kålen kan nemlig godt være lidt hård og strid, hvis du ikke behandler den rigtigt. Her er, hvad du bør overveje, inden du laver grønkålssalat:

Hvor køber man grønkål til grønkålssalat?

Du kan købe grønkål til din grønkålssalat i de fleste supermarkeder – faktisk er det mere almindeligt, at der er grønkål på lager, end at der ikke er. Den fås både på frost, som hele krusede blade og i poser, hvor kålen allerede er snittet. I denne opskrift på grønkålssalat skal kålen være frisk, dvs. i hele blade eller hakket. 

Hvad spiser man til grønkålssalat?

Spis grønkålssalat til din julemiddag, hvad end du får flæskesteg, and, medister eller noget fjerde. Grønkål giver et godt sprødt tvist til julemaden, som ellers er ret tung. Derudover er grønkålssalaten den perfekte salat til julemaden, da det er en grov 'vintersalat', som passer rigtig godt med mørke og dybe smage. 

Det behøver dog ikke kun være til juleaften, at du laver grønkålssalat. En god mættende måltidssalat kan være grønkålssalat med and, og hvis det skal ekstra lækkert, så prøv med confiteret and! 

Hvorfor er grønkål så strid?

Når grønkålen er helt rå og rustik, er den kruset og strid – og ikke spor rar at tygge på. Derfor er det vigtigt, at du krammer grønkålen, f.eks. når den er hakket, eller når du blander den sammen med dressingen, inden du spiser din grønkålssalat. Det får kålens blade til at blive møre og blødere, så salaten bliver nemmere at spise. Desuden smager grønkålssalat bare bedre, når grønkålen er mør og smidig. Og hvad betyder det så at ”kramme” kålen, tænker du måske. Det betyder egentlig bare, at du, ligesom når du presser solcreme ud af tuben, presser kålen, f.eks. idet du skyller den. På den måde ”ødelægger” du de stride strukturerer i kålen. 

Prøv også: Klassisk waldorfsalat - perfekt til julemaden

DANSK SÆSON FOR GRØNKÅL

Danske råvarer er bare skønne, og vi kan lige så godt nyde dem indenlands, når vi har muligheden. Både fordi de smager af mere, fordi vi undgår transportomkostninger, og fordi vi støtter det danske landbrug – simpelthen! Selvom grønkål forbindes med en vintergrøntsag, er dansk grønkål også i sæson i efteråret og en smule ind i foråret: 

  • Sæson for grønkål: september, oktober, november, december, januar, februar og marts.

Det er altså blot med undtagelse af det danske sommerhalvår, at den danske grønkål er spiseklar, og du kan bruge den i en sprød grønkålssalat. 

HVAD ER GRØNKÅL GODT FOR?

Hvad er grønkål ikke godt for, er måske et endnu bedre spørgsmål. Det er nemlig ikke uden grund, at grønkål har fået det passende kælenavn ”superfood” og betegnes som en vaskeægte helsekost. Det skyldes bl.a., at grønkål har et lavt kalorie- og fedtindhold overfor et højt fiber- og proteinindhold. Kålen er desuden rig på næringsstoffer, vitaminer, omega 3-fedtsyrer og calcium, så spis du bare din grønkålssalat med god samvittighed! 

HOLDBARHED OG OPBEVARING AF GRØNKÅL

For at få mest muligt ud af vores grønkål, skal vi opbevare den under optimale forhold. Grønkål skal opbevares koldt og fugtigt – altså i køleskabet – og derudover lufttæt. Derfor anbefaler vi altid at opbevare grønkålen i en lufttæt pose.

Kan grønkål fryses?

Ja, det kan den. Hak i så fald grønkålen groft, og blancher den herefter i et par minutter. Lad afdryppe grundigt, før grønkålen fryses ned i en frysepose. 

HVAD KAN JEG ELLERS KOMME I MIN GRØNKÅLSSALAT?

Denne grønkålssalat er med pærer, figner og granatæblekerner, men du kan sagtens tilsætte andet frugt og grønt til salaten. Prøv f.eks. med:

  • appelsin
  • æble
  • blåbær
  • rodfrugter
  • græskar 
  • granatæble

I stedet for pinjekerner kan du tilsætte andre nødder eller kerner som f.eks. salte mandler, hasselnødder, honningristede valnødder eller pekannødder. I en grønkålssalat kan du i virkeligheden tilsætte alverdens lækre ingredienser, der passer dine smagsløg, så slip blot fantasien løs, og lad sanserne føre an. 

Log ind
Ikke medlem? Opret bruger

Sidebar