Frikadelle-sandwich med hjemmesylt
Der er noget nostalgisk over den klassiske frikadelle-sandwich, og med hjemmesylt i form af syltede rødløg og agurkesalat bliver den lige dét bedre.
(4)
Ingredienser
Sådan gør du
Tip!
Næringsindhold
Allergener
Kostretning
Bedøm denne opskrift
FRIKADELLE-SANDWICH – EN DANSK KLASSIKER
Der er noget nostalgisk over den danske klassiker, frikadelle-sandwichen. Desværre har den en tendens til at blive glemt til fordel for den måske endnu større klassiker, flæskestegssandwichen, men det er en skam, hvis du spørger os. Frikadellesandwichen er nemlig en mere saftig udgave af flæskestegssandwichen, eftersom frikadeller ofte er mere saftige end skiver af flæskesteg.
Frikadelle-sandwich er genial restemad, hvis du har lavet frikadeller og kartofler dagen forinden, og desuden er den oplagt at give ungerne med på madpakke eller medbringe på picnic.
Frikadelle-sandwich er og bliver en rigtig delle-katesse.
BAG DINE EGNE BURGERBOLLER
Skal det gå hurtigt, kan du sagtens købe godt bagværk hos dit supermarked såvel som hos din lokale bager. Men har du ekstra tid, og holder du samtidig af at bage, kan du med fordel lave dine helt egne burgerboller til din frikadelle-sandwich. Så får du dem nøjagtigt, som du vil have dem, både hvad angår størrelse, meltype og brødtype. Nogle foretrækker deres frikadelle-sandwich med sprødt ciabattabrød, andre med bløde brioche-boller og nogle tredje med helt klassiske burgerboller toppet med sesam.
Det behøver ikke at være et stort projekt at bage burgerboller fra bunden – du kan sagtens bage bollerne lang tid i forvejen og blot tø dem op, når der er frikadelle-sandwich på menuen.
Se også: Opskrift klassiske burgerboller
LAV DE PERFEKTE DUNSER TIL DIN FRIKADELLE-SANDWICH
Hvordan får man saftige frikadeller med en lækker sprød stegeskorpe? Hvordan undgår man, at væsken slipper ud, og hvordan sikrer man, at kødet ikke skilles fra hinanden? Vi giver dig vores bedste tips og tricks til, hvordan du laver perfekte dunser til din frikadelle-sandwich.
Sådan laver du en god frikadellefars:
- Det er vigtigt, at din frikadellefars føles sej, når du har færdigrørt den. Det er nemlig farsens sejhed, der gør, at frikadellen suger væske og dermed forbliver saftig.
- Vær gerne rundhåndet med salt og peber, og stil farsen på køl efter omrøring, så den kan samle sig og trække masser af smag.
Sådan steger du frikadeller til frikadelle-sandwich:
- Opvarm en pande til middelhøj varme, og tilsæt neutral olie til panden. Form nu, med en spiseske, frikadellefarsen til den ønskede størrelse. Pas på, at de ikke bliver for bastante, men størrelsen på frikadeller er og bliver en smagssag.
- Steg nu frikadellerne, til stegeskorpen bliver lysebrun, men pas på med at stege dem for hårdt. Frikadellerne skal have god tid til at blive gennemstegt, og steges de for hårdt, vil ydersiden ofte brænde på, mens midten vil være rå.
- Når stegeskorpen efter ca. 4-5 minutter er blevet lysebrun, vendes frikadellen, og den anden side steges nu i en gavmild klat smør, som frikadellefarsen kan optage.
- Mens frikadellerne hygger sig i smøren, kan du med en spiseske øse smør fra panden over frikadellen. Det er jo smørret, der gør’et. Servér de saftige frikadeller i en delle-kat frikadelle-sandwich!
TIP: Det er olien, der giver stegeskorpen, og smørret, der giver smag til frikadellefarsen. Derfor venter mange med at tilsætte smørret, til den første portion olie har givet farsen stegeskorpe. Det er op til dig, om du kun vil stege frikadellerne til din frikadelle-sandwich i smør, eller om du også vil tilsætte olie.
Se også: Tema med frikadelle-opskrifter
LAV HJEMMELAVET REMOULADE TIL DIN FRIKADELLE-SANDWICH
I denne opskrift på frikadelle-sandwich er der i forvejen hjemmesyltede agurker og rødløg, men vil du skrue yderligere op for de hjemmelavede elementer, kan du røre din egen remoulade. Hvis man ikke ved, hvordan sådan én skrues sammen, kan det måske lyde avanceret og tidskrævende, men det er langt fra tilfældet. For vidste du, at remoulade består af en base af mayonnaise? Hertil er der tilsat gurkemeje og karry, som giver remouladen dens flotte gule farve, og derudover giver finthakkede grøntsager såsom gulerødder, syltede agurker og kapers konsistens og smag til mayonnaisen.
Det er en smagssag, om man ønsker sin remoulade grov eller helt fin. Foretrækker du sidstnævnte, kan du bare blende remouladen, når du har tilsat alle dens elementer.
Prøv også: Opskrift på klassisk hjemmelavet remoulade
DET KAN DU OGSÅ KOMME I DIN FRIKADELLE-SANDWICH
- Snittet rødkål
- Syltet rødkål
- Spidskål
- Grønkål
- Råkost
- Ærteskud
- Mayonnaise
- Chilimayonnaise