Flødeboller med marcipanbund og mokkaskum

26. januar 2022 af .

Foto: Betina Hastoft

Hjemmelavede flødeboller med marcipanbund og skum med kaffesmag er den rene luksus! De tager lidt tid at lave, men det er uden tvivl umagen værd.

Bemærk
Beregn god tid til at lave flødebollerne, da de forskellige trin har lange hviletider.

Ingredienser

Udstyr

1 udstikker, 5 cm i diameter
1 sukkertermometer
1 sprøjtepose med en rund tylle

Sådan gør du

Tænd ovnen på 180º. Rul marcipanen ud med en kagerulle i ½ cm's tykkelse på et bord drysset med lidt flormelis.
Udstik små cirkler (5 cm i diameter) med en udstikkerform eller et glas. Læg marcipancirklerne på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ovnen i 8 minutter, til de er let gyldne.
Bland sukker, glukosesirup og kaffe eller vand i en gryde, og bring det i kog. Lad det koge, til det er 117º varmt – brug et sukkertermometer eller et digitalt stegetermometer.
Pisk æggehviderne stive med en elpisker eller i en røremaskine. Tilsæt den varme sirup i en tynd stråle, mens du pisker kraftigt. Pisk i 5-7 minutter, til mokkaskummet er blankt og fast.
Fyld skummet i en stor sprøjtepose med rund tylle, og sprøjt det ud i pæne toppe (høje, spidse eller flade) på de afkølede marcipanbunde. Lad flødebollerne stå på køkkenbordet i 1 time – så tørrer overfladen, og de bliver nemmere at overtrække med smeltet chokolade.
Hak al chokoladen fint. Kom ⅔ af den hakkede chokolade i en varmefast skål, og smelt den forsigtigt over vandbad, til temperaturen er på 48-50º (brug igen et termometer). Kom den resterende hakkede chokolade i en anden og lidt større skål.
Hæld nu ca. ⅔ af den smeltede chokolade over den hakkede chokolade i skålen, rør godt rundt, og lad de 2 blandinger smelte naturligt sammen. Tilsæt gradvist mere af den smeltede chokolade, indtil chokoladen er helt smeltet, og temperaturen er på 31-32º – nu er chokoladen klar til brug og vil blive flot blank, når den størkner.
Placer 1 flødebolle ad gangen på en palet med riller, og hold den ind over skålen med den smeltede chokolade. Hæld med en ske chokolade ud over flødebollen, så mokkaskummet dækkes helt. Bank forsigtigt paletten mod skålens kant, så flødebollen drypper af, og den overskydende chokolade løber tilbage ned i skålen.
Stil flødebollerne på et fad med bagepapir, efterhånden som de bliver færdige, og drys evt. med lidt kakaonibs. Stil fadet i køleskabet, til chokoladen er størknet.

Tip!

Glukosesirup kan købes i større supermarkeder. Kakaonibs kan bl.a. købes i Torvehallerne i København, i Mad & Vin, i Salling og flere steder på internettet, fx specialkoebmanden.dk.

Næringsindhold

Opskriftens indhold af næringsstoffer, allergener m.v. er vejledende.

Opskriften indeholder

  • Alkohol
  • Fisk
  • Gluten
  • Jordnødder
  • Laktose
  • Nødder
  • Skaldyr
  • Soja
  • Æg

Kostretning

  • Vegansk
  • Vegetarisk
  • Uden svinekød
  • Pescetarisk

Sådan laver du hjemmelavede flødeboller – tips til opskriften

Her får du en nem opskrift på de lækreste hjemmelavede flødeboller med marcipanbund, italiensk marengs med mokkasmag og mørkt chokoladeovertræk.

En hjemmelavet flødebolle bliver sjældent lige så fin, som dem man køber, men de smager derimod helt fantastisk. Kast dig ud i projektet, for det er simpelthen så hyggeligt!

Grundopskriften på flødeboller består af tre elementer: bund, flødebolleskum og chokoladeovertræk. Alle tre kan varieres i ingredienser og smag, og især flødebolleskum og chokoladeovertræk kræver en smule teknik. Derfor har vi samlet de bedste tips, tricks og inspiration til dine hjemmelavede flødeboller herunder.

Flødebolle-opskriften trin for trin

  1. Udstik små cirkler (5 cm i diameter) af den udrullede marcipan med en udstikkerform eller et glas.
  2. Fyld flødebolleskummet i en stor sprøjtepose med rund tylle, og sprøjt det ud i pæne toppe (høje, spidse eller flade) på de afkølede marcipanbunde.
  3. Temperér chokoladen. Se i videoen længere nede, hvordan du gør.
  4. Placer 1 flødebolle ad gangen på en palet med riller, hold den ind over skålen med den smeltede chokolade, og overtræk den med chokolade.

Sådan laver du italiensk marengs til flødeboller

Flødebolleskum er faktisk det, man kalder italiensk marengs, som ofte bruges til kager og tærter. Italiensk marengs laves af sukkersirup kogt på vand og sukker, der piskes helt stift og sejt med æggehvider.

Når man laver hjemmelavede flødeboller, er det vigtigt med en god, sej flødebolleskum, der ikke falder sammen, når flødebollerne skal overtrækkes med chokolade. Det sikrer du dig ved at lave en god italiensk marengs. Det afgørende for en italiensk marengs og godt flødebolleskum er, at sukkermassen når 117°, inden den blandes med de piskede æggehvider. Herefter skal den piskes længe, indtil den er så sej og tyk, at du næsten ikke kan piske mere.

Vil du sikre dig, at flødebolleskummet holder ekstra godt, når du skal overtrække flødebollerne med chokolade, kan du lade flødebollerne stå og tørre en times tid, inden de får chokoladeovertræk.

Tips til at overtrække flødeboller med chokolade

Det sværeste ved hjemmelavede flødeboller er nok at få et flot, jævnt chokoladeovertræk, der stivner flot og giver et godt knæk. Det kræver både korrekt chokoladetemperering og lidt forsigtighed, når chokoladen hældes over flødebollerne. For at du kan få de flotteste hjemmelavede flødeboller, har vi samlet de bedste trick til chokoladeovertræk her.

1. Smelt masser af chokolade
Det er lettest at overtrække flødebollerne, hvis du har rigelige mængder af chokolade, du kan hælde udover flødebollerne og dække alle overflader jævnt. Resten af chokoladen kan du gemme til næste chokoladeprojekt eller lave til lækre chokoladebrud.

2. Lad flødebollerne dryppe af
Når du overtrækker flødebollerne med chokolade, er det bedst at placere dem på noget med riller eller huller. Det kan være en bagerist eller en paletkniv med riller, som i opskriften her. Hullerne gør, at chokoladen kan løbe af, så den ikke samler sig som en stor chokoladeklump i bunden af flødebollen. Chokoladen der løber af, kan du genbruge til at overtrække resten af flødebollerne.

3. Pynt flødebollerne
Du kan dække eventuelle huller eller fejl i chokoladen med flot, spiseligt pynt. Pensl flødebollerne med spiseligt guldstøv eller drys dem med frysetørrede bær, hakkede nødder eller kokos. Det giver både god smag, et flot look og dækker eventuelle skønhedsfejl i chokoladeovertrækket.

4. Temperer chokoladen
Det er meget nemmere at overtrække flødebollerne med chokolade, hvis chokoladen er tempereret. Det giver også det flotteste resultat, når chokoladen størkner. Se, hvordan du tempererer chokolade i videoen herunder.

Sådan tempererer du chokolade

For at flødebollerne får en flot blank overflade og en lækkert knæk, skal du temperere chokoladen. Se vores video med fremgangsmåde længere oppe i opskriften, og læs mere om, hvordan du tempererer chokolade her.

Hvilken chokolade skal man bruge til flødeboller?

Her i opskriften skal du bruge mørk chokolade til at overtrække flødebollerne, men er du mere til mælkechokolade eller hvid chokolade, kan du også sagtens bruge det. Flødeboller med hvid chokoladeovertræk kan godt blive meget søde, så her er det lækkert at give flødebolleskummet en frisk eller intens smag.

Vil du imponere ekstra meget med dine hjemmelavede flødeboller, kan du overtrække dem med den smagfulde karamelchokolade eller den dekorative, lyserøde ruby chokolade.

Flødeboller med smag

I denne opskrift er skummet med kaffesmag, men du kan sagtens undlade kaffen, så du får en helt klassisk flødebolle med hvidt skum.

Du kan også erstatte kaffe med andre smagsvarianter. Prøv f.eks. med andre sirupper af f.eks. hindbær, mango eller jordbær for et friskt, frugtigt tvist. Du kan også bruge Baileys eller andre smagsstærke spiritusser, hvis du er til flødeboller med en intens, mørk smag.

Skal din flødebolle være ekstra luksuriøs, kan du lave en kerne af karamel. Prøv f.eks. denne opskrift på karamelsauce.

Bund til flødeboller

De billige, færdiglavede flødeboller med vaffelbund bliver hurtigt lidt kedelige, når først du har smagt de mere luksuriøse flødeboller med marcipanbund. Hvis du ikke er så vild med marcipanbund, kan du sagtens lave hjemmelavede flødeboller uden marcipan. Flødebollebunden kan f.eks. bestå af cookies eller kage. Bundene kan du enten bage selv eller tage en smutvej og købe færdiglavede cookies, kage eller kiks.

Udstyr til hjemmelavede flødeboller

Hjemmelavede flødeboller er et sjovt projekt, som alle kan være med til, men det er også et af de mere tekniske, der udover tålmodighed, kræver lidt køkkenudstyr.

I denne opskrift på flødeboller bruger vi udstikkere til bundene. Disse kan dog godt undværes, hvis du ikke har udstikkere derhjemme. Udstikkerne sikrer en flot, rund form på alle flødebollebundene, men har du ikke udstikkere, kan du sagtens bruge andre ting. Brug f.eks. et glas eller en lille skål til at udstikke bundene eller skær dem med en kniv.

Et ret afgørende redskab, når du skal lave flødeboller, er sukkertermometeret. Sukkertermometeret skal bruges, når du laver den italienske marengs, hvor det er vigtigt, at sukkermassen når 117°. Har du ikke et sukkertermometer, er det svært at vide, hvornår sukkermassen er varm nok, da den ikke blot skal koge, men nå nogle grader over kogepunktet. Det betyder ikke, at det er umuligt at lave flødebolleskum uden sukkertermometer, men du risikerer, at skummet ikke bliver stift og sejt nok, hvis sukkermassen ikke har været varm nok.

Sukkertermometeret skal også bruges, når du tempererer chokolade, hvor de rigtige temperaturer også er afgørende, hvis du vil have det perfekte knæk i chokoladeovertrækket. Det vigtigste redskab er derfor sukkertermometeret, hvis du vil have succes med hjemmelavede flødeboller.

Når du har lavet den perfekte italienske marengs til flødebolleskummet, skal den sprøjtes flot på bundene, og til det skal du selvfølgelig bruge en sprøjtepose med en god stor tyl. Det er nemmere at sprøjte en flot, ensartet og tyk flødebolle, hvis du bruger en tyl med et stort hul. I denne opskrift har vi brugt en almindelig rund tyl, men du kan også lege med formerne på flødebollerne og f.eks. bruge en stjerneformet tyl.

Når flødebollerne skal overtrækkes med chokolade, kan det være en fordel at have chokoladegafler, du kan stille flødebollerne på. Chokoladegaflerne gør det lettere at give flødebollerne et flot, ensartet chokoladeovertræk og giver mulighed for, at chokoladen kan løbe af, uden at samle sig om bunden. Du kan købe chokoladegafler i det fleste isenkrambutikker.

Vil du have et superskarpt look på dine flødeboller, eller synes du bare, det er besværligt at overtrække flødebollerne med chokolade, kan du også købe flødebolleforme. Flødebolleforme fungerer lidt ligesom en form til fyldte chokolader, hvor du først støber chokolade i formen, og herefter fylder den med flødebolleskum og lukker med en bund.

Flødebolleforme giver en helt jævn overflade, som gør flødebollerne superflotte, men de ser også lidt mindre originale og autentiske ud. Det skæve look er vel også en del af charmen ved hjemmelavede flødeboller.

Powered by Froala Editor

Log ind
Ikke medlem? Opret bruger

Sidebar