Coleslaw
Den cremede coleclaw serveres ofte til fastfood som kyllingevinger, spareribs og burger, men kålsalaten er faktisk genial til mange flere ting! Servér den til en god bøf, et stykke laks eller sommerens grillspyd.
(5)
Ingredienser
Sådan gør du
Tip!
Næringsindhold
Allergener
Kostretning
Bedøm denne opskrift
Sådan laver du den bedste coleslaw
Coleslaw-salat består af finthakket hvidkål og revet gulerod i en snasket dressing. En god coleslaw må ikke være vandet – den skal være tilpas tyk til, at den ikke gør burgerbollen våd, hvis du f.eks. bruger den i en pulled pork-burger. Her har vi samlet de bedste tips til den bedste coleslaw!
Sådan snitter du hvidkål
Du kan snitte din hvidkål på mange måder. Den må gerne være så fintsnittet som muligt i en coleslaw – så er den mest delikat at spise. Fjern først de yderste blade, og skær et stykke af hvidkålen af, som du kan snitte. Her i opskriften skal der bruges et halvt hvidkålshoved, så hvis du halverer hvidkålen og fjerner stokken, kan du placere kålen med skærefladen nedad og derefter snitte det med en skarp kniv.
Du kan også skære kålen ud i mindre stykker og rive det fint på et mandolinjern eller køre det igennem i foodprocessor. Det samme gælder for gulerødderne. De kan også rives på mandolinjern eller i en foodprocessor, hvis du ikke gider at bruge et almindeligt rivejern.
Coleslaw dressing
Uden en god dressing er en coleslaw bare råkost, og det smager også fint, men det er ikke en coleslaw. En ægte amerikansk coleslaw-dressing skal være cremet, smagfuld og frisk. I USA laver man oftest dressingen på en bund af mayonnaise smagt til med sennep, eddike, sukker, salt og peber.
Herhjemme er coleslaw-dressingen lavet på en bund af mayo og cremefraiche, som de ikke har i USA. Det tætteste, de kommer på cremefraiche, er sour cream, men den er knap så fed som cremefraiche. Cremefraiche giver en god friskhed til coleslaw-dressingen, som her røres op med mayo og smages til med sennep, honning, citronsaft, salt og peber.
Foretrækker du eddike i din dressing, kan du erstatte citronsaften med et par skefulde eddike. Prøv med almindelig lagereddike, æblecidereddike eller anden lækker madeddike.
Coleslaw uden cremefraiche
Vil du gerne lave en ærkeamerikansk coleslaw uden cremefraiche, kan du blot skifte cremefraichen ud med mayo – undlad evt. 25-50 g, og se, om det er rigeligt, så dressingen ikke bliver for fed.
Coleslaw med spidskål
Du kan sagtens skifte hvidkålen ud med andre slags kål, hvis du vil prøve noget nyt. Spidskål (grønt eller rødt) og rødkål er oplagte valg, der giver et lækkert resultat, der minder meget om den originale. Du kan også mikse flere slags kål, så salaten bliver flot og farverig. Du kan også bruge savojkål, palmekål, kinakål, grønkål eller endda broccoli, hvis salaten skal være helt anderledes.
Nem coleslaw med færdiglavet mix
Har du travlt, kan du skyde genvej og købe færdigrevet grøntsager. Vælg det grøntsagsmix, du foretrækker. Nogle supermarkeder har endda en coleslaw-mix med færdigrevet kål og gulerødder.
Forbered coleslaw i god tid
Vil du være forberedt, kan du sagtens gøre din coleslaw-salat klar i god tid. Grøntsagerne kan snittes og rives en dag eller to før, hvis de opbevares i en lufttæt beholder på køl. Dressingen kan også sagtens laves et par dage i forvejen.
Bland salat og dressing dagen inden eller samme dag, som den skal serveres. Blander du den for tidligt, risikerer du, at grøntsagerne bliver bløde og slatne – de må gerne stadig have lidt bid, når salaten skal på bordet.
Coleslaw tilbehør
En god, gammeldags coleslaw serveres typisk til amerikansk mad som spareribs, chicken wings, burger osv. Herhjemme serveres salaten også ofte til grillmad, men du kan også spise den til et stykke stegt laks, i tacos eller til en hamburgerryg eller skinke.