Butter chicken
Den bedste opskrift på den klassiske indiske butterchicken får du her! Retten består af kylling i en fed og krydret sauce, der smager helt fantastisk med ris og naanbrød.
(26)
Ingredienser
Sådan gør du
Næringsindhold
Allergener
Kostretning
Bedøm denne opskrift
Sådan laver du den bedste butter chicken
Den indiske ret med kylling i cremet og krydret sauce smager skønt – især hvis den er hjemmelavet! Herunder har vi samlet en masse brugbar viden, du kan læse, inden du går i køkkenet.
Hvorfor hedder det butter chicken?
Butter chicken er lidt et mærkeligt navn til en ret, der kun indeholder 2 spsk. smør. Den cremede ret hedder murgh makhani på indisk, og det betyder kylling med smør. Den blev oprindeligt opfundet ved, at en kok havde rester af tandoori kylling, som han peppede op med tomater, smør og kylling. Derfor er smør en vigtig ingrediens i den cremede sauce, der også består af yoghurt.
Hvor stammer butter chicken fra?
Den cremede ret stammer fra Nordindien, hvor den blev lavet første gang i 1948 – det er altså en relativt ung ret. På indisk hedder den murgh makhani og blev efter sigende opfundet af kokken Kundan Lal Gujra.
Hvad er forskellen på butter chicken og tikka masala?
Butter chicken og tikka masala minder meget om hinanden, og de indeholder også mange af de samme ingredienser. En butter chicken er dog lidt mere cremet end tikka masala, hvis sauce er grovere med sine stykker af tomat og løg. Hvis du smager dem samtidig, kan du da også tydeligt smage forskel. Find opskriften på chicken tikka masala her.
Er butter chicken spicy?
Den indiske ret har en mild krydret sauce, der får sin kraft fra chili, ingefær og hvidløg. Det er forskelligt, hvor stærke chilier er, så smag evt. på den, inden du tilsætter en hel chili til retten. I opskriften her bruger vi grøn chili, da den netop er lidt mildere end den røde. De chilier, du kan købe i supermarkedet, plejer at være så milde, at du sagtens kan smage et lille stykke. Er den meget stærk, kan du nøjes med en halv til portionen her. Er din butter chicken ikke stærk nok, kan du tilsætte lidt chiliflager eller servere den med skiver af frisk chili på toppen.
Nem butter chicken
I denne nemme opskrift på butter chicken skal kyllingen ikke ligge i marinade natten over, og derfor er den supernem at bikse sammen – den indiske klassiker skal nemlig tilberedes med det samme, så selv på en travl hverdag kan menuen stå på butterchicken.
Butter chicken-krydderi
En butter chicken skal selvfølgelig indeholde smør! Derudover får den milde sauce sin smag fra ingefær, chili, hvidløg, spidskommen, gurkemeje, garam masala, kanel og koriander. Det ville være synd at skifte krydderierne ud, så sørg for at have dem i køkkenskabet, inden du går i gang. Har du ikke frisk chili, hvidløg og ingefær, kan du godt bruge tørret og stødt – vi vil dog til enhver tid anbefale de friske krydderier.
Her i opskriften laves en krydderiblanding, hvor de friske krydderier hakkes og mases sammen til en slags paste. Det gør, at smagene kommer godt ud af dem. Har du hverken morter eller minihakker, kan du nøjes med at hakke ingredienserne til krydderiblandingen meget fint. Du kan også rive dem på et rivejern – se evt. hvordan i videoen ovenover.
Butter chicken sauce
Saucen til en butter chicken består af smør, græsk yoghurt og hakkede tomater. Det giver en perfekt kombination af cremet og rustik. Saucen får sin smag fra de velkendte krydderier, du kan læse mere om ovenover. Vil du ikke bruge græsk yoghurt kan du erstatte den med andre mejeriprodukter.
Hvad kan erstatte græsk yoghurt?
Har du ikke græsk yoghurt, kan du erstatte det med yoghurt naturel med en høj fedtprocent. Du kan også bruge cremefraiche, men sørg for, at fedtprocenten er over 18 %, så saucen ikke skiller.
Butter chicken med kokosmælk
Du kan også skifte yoghurten ud med kokosmælk. Sørg for at vælge en fuldfed kokosmælk, så saucen bliver tilpas cremet. Bruger du kokosmælk, får saucen en lidt anden smag end den originale, da den vil smage mere af kokos, som mange andre currys også gør.
Vegetarisk butter chicken
Bruger du kokosmælk, er du også godt på vej til en vegetarisk eller vegansk udgave af en butter chicken. Du kan nemlig sagtens skifte kyllingen ud med f.eks. blomkål og kikærter. Skal retten være vegansk, skal du stegte i vegansk smør.
Hvad drikker man til butter chicken?
Som mange andre karryretter er et glas vin dejligt til den cremede og krydrede sauce. Du kan også servere den cremede indiske drik, mango lassi.
Tilbehør til butter chicken
En klassisk butter chicken serveres med frisk koriander, ris, naanbrød og chutney. Naanbrødet kan købes færdiglavet, men det smager nu bedst, hvis du bager det selv. Find en god grundopskrift på naanbrød her. Andre indiske brød, som kulcha, chapati og roti, smager også godt til. Selvfølgelig kan du også nøjes med at servere ris til retten. Ja, faktisk kan du servere lige, hvad du vil til den indiske ret. Her kommer den f.eks. med brød og tzatziki:
Powered by Froala Editor