Brændende kærlighed

For mange er kartoffelmos obligatorisk på listen over barndomslivretter, og når den så kombineres med stegte løg, bacon og rødbeder, bliver de fleste vist tilfredse. Det er naturligvis brændende kærlighed, der er tale om!

Brændende kærlighed
31-60 min.

(5)

July 27, 2022 af Timm VladimirFoto: Columbus Leth

Ingredienser

personer

Sådan gør du

Bedøm denne opskrift

Vælg det ønskede antal stjernerDu gav 0 stjernerGiv 0 stjernerÆndre til 0 stjerner

OPSKRIFT PÅ BRÆNDENDE KÆRLIGHED – EN DANSK KLASSIKER

Der er intet som en skål brændende kærlighed til at varme sig på, når vejret er til indendørshygge. Den dejlige duft af bacon, der spreder sig i hjemmet, og den cremede kartoffelmos, der vækker minder om mormors køkken er noget ganske særligt. Brændende kærlighed er for mange en sand klassiker, der hylder det traditionelle danske køkken, og som vi på den ene eller anden måde har et nostalgisk forhold til. 

Rettens popularitet skyldes især dens gavmilde tilsætning af smør, alt imens kombinationen af fedme, syre og friskhed gør brændende kærlighed til den perfekte mundfuld! Fedmen kommer især fra bacon og kartoffelmos, mens syren og friskheden kommer fra syltede rødbeder og friske krydderurter på toppen. Desuden er opskriften så enkel, at alle kan gennemføre den – garvede såvel som nybegyndere – og så er den hurtig at lave på selv travle hverdage. 

Men hvad er brændende kærlighed egentlig? Og hvorfor hedder det ”brændende kærlighed”. Bliv klogere herunder!


HVAD ER BRÆNDENDE KÆRLIGHED?

Ja, hvad er brændende kærlighed egentlig for en størrelse? Brændende kærlighed består i al sin enkelthed af kartoffelmos toppet med stegte bacontern, karamelliserede rødløg, syltede rødbeder og (i nyere tid) en dusk friske krydderurter. I denne opskrift bruger vi mangoldblade, som er let bitre, men du kan lige såvel bruge f.eks. purløg eller persille, som mange foretrækker. Derudover har vi tilsat lidt revet peberrod, fordi dens skarpe smag giver en god kontrast til den milde kartoffelmos, men dette kan undlades. 


HVOR STAMMER BRÆNDENDE KÆRLIGHED FRA? 

Der er ikke et entydigt svar på, hvor den danske klassiker stammer fra, men mange vil pege på, at den kan spores tilbage til 1800-tallet, hvor danskerne for alvor begyndte at mæske sig i kartofler. Grisen, som flæsk og bacon kommer fra, havde haft sin gang på jorden længe før vor tidsregning, og også løgene kunne hives direkte op fra jorden. Således var alle ingredienserne samlet til den ret, vi i dag kender som ”brændende kærlighed”. 


DERFOR HEDDER DET ”BRÆNDENDE KÆRLIGHED”

Mange teorier har floreret gennem tiden, men hvor navnet ”brændende kærlighed” i virkeligheden stammer fra er fortsat et uopklaret mysterium. I lang tid hed retten ”kartoffelgrød”, fordi hovedparten af retten bestod af selvsamme, og senere ”munter kartoffelmos” efter kogebogsforfatter Kirsten Hüttemeier. 

Andre vil mene, at navnet kommer af kvindens kærlighedserklæring til manden, som efter sigende ikke kunne være større end gennem god og mættende mad. En tredje teori går på, at navnet er kommet af en pludseligt opstået hed kærlighedsromance, som gjorde, at kartoffelmosen uheldigvis brændte på …  


TIPS TIL OPSKRIFTEN PÅ BRÆNDENDE KÆRLIGHED

Hvordan moser jeg lettest kartoflerne?

Det er vigtigt, at du vælger det rigtige redskab til at mose kartoflerne. En blender eller håndmixer ødelægger cellerne i kartoflerne, så mosen bliver sej og lang. Brug i stedet en gaffel, kartoffelmoser, purépresser, eller pres kartoflerne igennem en si eller et dørslag. På den måde bibeholdes cellerne, og mosen bliver blød og cremet. 

TIP: Tilføj lidt revet muskatnød til kartoffelmosen. Du kan også blande kartoflerne med andre rodfrugter eller grøntsager såsom jordskokker, sød kartoffel, blomkål, gulerod eller broccoli. 

Salt i kogevandet eller ej?

Der er mange, der først salter kartoffelmosen, når kartoflerne har kogt. Det skyldes formentligt et gammelt husmorråd. Det er dog en myte, for kartoflerne bliver hverken seje eller dårlige, når kogevandet er saltet. Du bestemmer derfor selv, om du vil salte kogevandet eller vente, til du smager mosen til.


Det kan betale sig med god bacon!

Fordi retten er så enkel, kan det betale sig at gøre lidt ekstra ud af råvarerne. Når ingredienserne er så få, lægger vi nemlig mere mærke til hver enkelt af dem, og vi anbefaler særligt at gå på jagt efter god bacon – f.eks. fra din lokale slagter. Nogle erstatter også baconen med flæsk – et lækkert alternativ, der giver samme smag og fedme til retten. 

Er du en rigtig gastromand eller -kvinde, der nyder at kæle for råvarerne – og at bruge tid på det – kan du røge din egen bacon. Så bestemmer du helt selv både smag og udskæring. 

TIP: Baconen kan erstattes med stegt flæsk, pancetta eller saltet spæk. 


EN MERE MODERNE UDGAVE AF BRÆNDENDE KÆRLIGHED

Selvom brændende kærlighed en af de dér retter, som mange har en holdning til, og som måske endnu flere mener, der ikke bør laves om på, er der som følge af det mere moderne grøntsagskøkken kommet flere alternativer til. Prøv f.eks. vores opskrift på brændende GRØN kærlighed, brændende kærlighed med rodfrugter eller brændende kærlighed med kartoffel-broccoli-mos

Det kan du også komme i brændende kærlighed

  • Finthakket chili
  • Hvidløg
  • Aubergine
  • Squash
  • Pastinak
  • Jordskokker
  • Fennikel
  • Gulerod
  • Pølser – f.eks. cocktail- eller brunchpølser
  • Forårsløg
  • Spidskål
  • Blomkål
  • Broccoli
  • Æble
  • Asparges

Velbekomme!

Måske du også kan li'