De fleste kender til gær, men der kan alligevel opstå spørgsmål om gær både før, under og efter bagningen. Er du nysgerrig på, hvad det er, der gør, at dit brød bliver lækkert og luftigt, så læs med herunder.
Hvad er gær?
Selve gæren består af levende gærceller. Når gærcellerne går ind og nedbryder dejens sukkerarter, dannes der kuldioxid. Denne kuldioxid forårsager, at din dej hæver, og at dit brød bliver dejlig luftigt.
KAN GÆR BLIVE FOR GAMMELT?
Det kan være svært at vide, hvor længe ens gær kan holde sig. Det er dog vigtigt at vide, at gær har en udløbsdato og derved også kan blive for gammelt.
Gær skal altid opbevares på køl - både åbnet og uåbnet. For at lade gæren leve så længe som muligt efter åbning, er det vigtigt blot at pakke den tæt ind i det papir, som du købte den i. Det er derfor vigtigt, at du ikke pakker gæren ind i en plastikpose eller lægger den i en beholder, da der kan opstå kondens, som beskadiger gæren.
Hvis gæren efter åbning virker en smule tør, kan den stadig godt anvendes. Så længe gæren ikke er muggen, kan du altså snildt bruge den i dit bagværk. Det vigtigste er nemlig, at gærcellerne stadig er i live.
Tørgær eller frisk gær
Når du skal bruge gær i dit bagværk, kan du benytte dig af to forskellige former, nemlig frisk gær og tørgær. Frisk gær er den mest velkendte type, som kommer i en lille pakke a 50 gram. Tørgær derimod kommer i en pose med 11,8 gram. Her er det væsentligt at vide, at selvom mængden på tørgær er mindre end frisk gær, så svarer det til det samme, når du bruger det i dit bagværk. Tørgær har en længere holdbarhed, men kræver derimod også mere arbejde, da det skal blandes grundigere ind i dejen.
Undgå at slå din gær ihjel
Der er et par gode huskeregler, som gør sig gældende, når man bager med gær. Uanset om du anvender frisk gær eller tørgær i dit bagværk, er det vigtigt, at vandet har den helt rette temperatur, når du skal opløse gæren. Vandet skal have samme temperatur som din lillefringer, så ved at dyppe den forsigtigt i vandet, kan du bruge den som pejlemærke. Ellers kan du tage udgangspunkt i, at vandet altid skal være 37 grader.
Derudover er det mest optimalt, hvis gæren kommer i vandet som den første ingrediens. På den måde kan andre indregienser ikke gå ind og forstyrre gæren, når den skal opløses i vandet. Hvis du anvender tørgær, skal gæren blandes grundigt med melet, inden at du tilføjer resten af ingredienserne.
FORSKELLEN PÅ ØKOLOGISK OG ALMINDELIG GÆR
Konventionel gær kan købes til kun 0,95 kr., hvor den økologiske gær er hele fem gange dyrere — også selvom de stort set har samme bageegenskaber.
Grunden til denne prisforskel skal findes i måden, hvorpå de to typer af gær er fremstillet. Den økologiske gær adskiller sig fra konventionel gær på den måde, at den er lavet af økologiske roer, som hverken er dyrket med brug af kunstgødning eller sprøjtegift.
Økologisk gær fremstilles desuden med økologisk melasse, som koster ca. fem gange mere end den melasse, som anvendes til konventionel gær. Det samme gælder de hjælperstoffer, som skal bruges i produktionen af økologisk gær. Det er derfor hovedårsagerne til, at økologisk gær er dyrere end konventionel gær.
Hvis du er villig til at betale godt og vel det femdobbelte af prisen på konventionel gær, kan du ved økologisk gær sikre dig, at der ikke er anvendt nogle former for sprøjtegift, og at der kun bliver brugt roer i fremstillingen, som er helt økologiske.
Nyttige tips
Nu ved du både noget om, hvad gær er, hvordan du bedst anvender det i bagværk, og om det kan blive for gammelt eller ej. Vi synes alligevel, at du skal have et par ekstra nyttige tips med på vejen, til når du skal bage med gær:
- Gær kan ikke tåle at blive rørt ud i hverken salt eller sukker. En god huskeregel er derfor altid at tilføje dit gær, så snart du har hældt vand i din bageskål. Når gæren er rørt ud, kan du tilføje de resterende ingredienser. På den måde undgår du at dræbe gærcellerne, der vil forårsage, at dit bagværk ikke hæver.
- Gær kan ikke fryses. De levende gærceller sørger for, at dit bagværk hæver flot op. Kommer du gæren på frys, dør alle disse gærceller, og du kan derfor ikke bage med det. Opbevar derimod altid dit gær på køl, hvor gærcellerne trives allerbedst.
- Jo længere tid din dej skal hæve, jo mindre gær skal du bruge. Hvis du eksempelvis skal bage koldhævede brød og boller, som hæver natten over, kan du derfor nøjes med mindre gær.
Forhåbentlig er du blevet lidt klogere på, hvad gær er for en størrelse, hvad det gør ved dit bagværk og hvordan du bedst opbevarer det. Hvis du er kommet i rigtig bagehumør, kan du se nærmere på nogle af vores herlige opskrifter på brød og boller her.