Sådan undgår du, at risengrøden brænder på
Skal grøden laves i en gryde, i ovnen, under dynen eller noget helt fjerde? Der findes mange måder at tilberede risengrød på, så du slipper for smagen af brændt mælk. Her får du 5 bud på, hvordan du nemt kan lave verdens bedste risengrød!
1. Risengrød under dynen
Bring ingredienserne til risengrøden i kog i en gryde, pak gryden godt ind i en dyne, og sæt den i sengen i 1 time. Så er der risengrød! Du kan sagtens lade gryden stå længere, men lad den ikke stå i mere end 3 timer, for så begynder bakterierne at formere sig.
2. Risengrød i ovnen
Tænd ovnen på 200°. Bring ingredienserne til risengrøden i kog i en gryde, der kan tåle ovnvarme, og sæt den så i ovnen – har du ikke en gryde, der kan tåle at komme i ovnen, kan du bruge en stegeso eller et ovnfast fad dækket med alufolie. Bag grøden i 30 minutter, og så er der serveret.
3. Risengrød i mikrobølgeovnen
Bland ingredienserne til grøden sammen i en skål, der kan tåle at komme i mikroovnen, og læg låg på. Bag grøden i 30 minutter ved fuld effekt. Tag skålen ud hver 10. minut, og rør rundt. Lad den trække et par minutter på køkkenbordet, og smag til med salt. Værsgo!
4. Risengrød i en stegepose
Hæld vand i en gryde, så den er halvt fyldt, og bring vandet i kog. Hæld ingredienserne til risengrøden i en stegepose, luk den til, og læg den i gryden med vand. Skru ned for varmen, og læg låg på. Lad risengrøden simre i 30 minutter, og åben derefter stegeposen, så overskydende væske kan fordampe.
5. Risengrød på traditionel vis
Hvis du foretrækker at lave risengrød på den traditionelle måde i en gryde, så brug gerne en tykbundet en af slagsen – den tykke bund gør nemlig, at grøden ikke brænder så nemt fast. Det er også en god ide at lade risende koge i vandet lidt, inden du tilsætter mælken. Sørg også for at røre jævnligt i grøden, gerne i ottetaller, og at varmen ikke er alt for høj.
Og lige et ekstra tip
Brug sødmælk! Altid sødmælk til risengrød.
Er din risengrød brændt på?
Hvis din risengrød alligevel er brændt på, så lad endelig være med at røre eller skrabe i det, der sidder fast på bunden, for så tager resten af grøden smag af det brændte. Hvis grøden ikke smager brændt, kan du redde den ved at hælde den over i en ren gryde og koge den færdig der. Smager grøden brændt, så smid den ud, og begynd forfra!
Har du rester?
Har du en rest tilbage af grøden, kan du bruge den på flere måder. Du kan f.eks. bruge den som base i en klassisk risalamande med kirsebærsauce. Du kan også lave en omgang lækre klatkager og servere dem med syltetøj og sukker.