Mangoens gule frugtkød smager dejligt sødt og kan spises i rå form eller bruges i alt fra smoothies og kager til salater og asiatiske retter.
Mangoen er flad på den ene side og bred på den anden. Indeni ligger en lang, flad sten, der følger mangoens facon, og som skal fjernes, inden den kan spises.
Stenen løsner sig ikke fra kødet, og derfor er den nødt til at skæres væk. Nedenfor guider vi dig til tre nemme metoder, du kan bruge, når mangosulten melder sig.
Sådan skæres en mango
Vi har samlet alle tre metoder i en video, så du kan se, hvordan du nemt kan skære en mango ud. Se fremgangsmåderne beskrevet under videoen.
Skær mangoen ud med en kniv:
- Fjern mangoens skræl med en skarp kniv.
- Skær mangokødet fra ved at køre kniven langs stenen i midten. Kom så tæt på som muligt, så intet frugtkød går til spilde.
- Skær mangokødet i tern eller strimler alt efter formål.
Brug kanten af et glas:
- Skær mangoen over på langs ved at køre kniven langs stenen i midten, først på en ene side og så på den anden.
- Kør hvert stykke mango mod kanten af et glas, så frugtkødet lander i glasset.
- Skær også frugtkødet på "skiven" i midten af med en kniv.
- Skær mangokødet i tern eller strimler alt efter formål.
Brug en ske:
- Skær mangoen over på langs ved at køre kniven langs stenen i midten, først på en ene side og så på den anden.
- Rids frugtkødet i tern, men uden at skære igennem skrællen.
- Vend vrangen ud på mangoen, så mangokødet let kan frigøres med en ske.
- Skær også frugtkødet på "skiven" i midten af med en kniv.
Råvareguide
Sæson
Mangoen dyrkes i tropiske og subtropiske lande og bliver importeret til Danmark året rundt.
Frugten stammer fra Indien, men dyrkes i dag også i Sydamerika, Mellemamerika, Asien og Afrika, men også lande som Spanien, Hawaii og Caribien.
Vidste du, at ...
Mango ligesom ananas har et enzym, der nedbryder husblas, så i rå udgave kan den ikke bruges til fromage og mousse med husblas.
Opbevaring
Opbevar mangoer ved stuetemperatur, hvor de kan holde sig 2-5 dage. Når de er modne, forlænger du holdbarheden ved at lægge dem i køleskabet, hvorefter de kan holde sig i 1-2 uger.
Du kan også frigøre frugtkødet og fryse det i fryseegnede poser eller beholdere.
Modenhed
Der findes over 2.000 forskellige variationer. Mangofrugterne kan derfor både være røde og grønne i skrællen − og de grønne kan sagtens være modne. Tryk let på mangoen, inden du køber den med hjem. Den skal give en smule efter for tryk — er den helt hård, er den ikke spisemoden.
Umodne mangoer kan modnes hjemme indpakket i avispapir eller ved at lægge dem i en plastikpose med æbler og/eller bananer — men det kan tage adskillige dage, så køb dem i god tid. Er mangoen allerede moden, bør den ikke ligge sammen med anden frugt.
Kilde til C-vitamin
Mangoen er en af de frugter, der indeholder mest C-vitamin. Hvis du spiser én mango, får du dækket 75 % af den daglige anbefalede dosis C-vitamin.
Den indeholder også B-vitamin samt mineralerne fosfor, jern og kalcium.