Når vi kommer hjem fra indkøbsturen, kører den helt på rutinen med at sorteret de forskellige varer i køleskabet, fryseren og køkkenskabene. Til vores store skuffelse opdager vi nogle gange, at de ellers så lækre frugter og grøntsager er blevet dårlige og smagsløse, og det er måske vores egen skyld.
Har du nogensinde sat spørgsmålstegn ved dine vaner for opbevaring af frugt og grønt? Vi er typisk vokset op med at nogle ting skal på køl og at vi opbevarer frugten samlet i en skål, men måske har vi lært noget helt forkert. Se hvordan du bedst holder råvarerne smagfulde og friske med den rette opbevaring lige her.
Kartofler
Kartofler skal opbevares mørkt og køligt, men køleskabet er for koldt, og her risikerer du, at de bliver søde. Det er dog vigtigst, at de opbevares mørkt, da lys danner et giftstof i kartoflerne og giver dem grønne pletter. Har du en kold og mørk kælder, loftrum eller depotrum, er det et perfekt sted at opbevare kartoflerne.
Gulerødder
Gulerødder kan både opbevares ved stuetemperatur og på køl. Opbevar gerne gulerødder i en pose på køl, men da der dannes kondens, er det en god ide at lave et hul i posen, så der kan komme luft ind og ud.
Avocado
Avocado er altid lidt tricky, fordi den kan holde sig mellem 2-7 dage alt efter, hvor moden den er, når du køber den. Uanset modenhed, skal avocadoen ikke på køl, da du risikerer, at frugtkødet bliver hårdt og brunt — nej tak til det. Opbevar avocadoen i en skål på køkkenbordet, og hvis avocadoen skal modne hurtigere, kan du opbevare den sammen med fx æbler. Se de smarte tricks til en perfekt moden avocado her.
Broccoli
Smid altid din broccoli i køleskabet! De grønne buketter holder meget længere, hvis du opbevarer den på køl fremfor på køkkenbordet. Pak den gerne ind i en plasticpose, inden den ryger på køl. Hold altid broccolien langt væk fra æbler, pærer og tomater, da de hurtigt gør den dårlig.
Krydderurter
Krydderurter holder sig bedst i køleskabet — altså medmindre du selv dyrker dem friske, selvfølgelig. Har du overskud af krydderurter, du ikke kan nå at bruge, kan de desuden sagtens fryses. Så kan du tø dem op og have "friske" krydderurter ved hånden til enhver tid.
Tips til genopfriskning
Er dine grøntsager eller krydderurter blevet lidt slatne og triste, kan de som regel godt nå at reddes. Prøv at lægge dem i iskoldt vand et par timer. Det skulle gerne give dem lidt nyt liv og frisk sprødhed.
Hvidløg
Hvidløg bør opbevares ved stuetemperatur - allerbedst i en skål gemt væk fra sollys og varmekilder såsom ovn og kogeplade.
Løg
Ligesom kartofler har løg godt af at blive opebevaret køligt og mørk, så et kælderrum eller lignende. Har du ikke det, holder de sig også godt i køleskabet, men fugten fra køleskabet kan også være et problem, da løgene helst skal opbevares tørt. Du kan derfor godt smide dem i køleskabet, hvis du ikke har et andet oplagt sted, men sørg altid for ikke at opbevare dem i en plastiskpose, der skaber kondens og fugt.
Rodfrugter
Rodfrugter holder flere uger i køleskabet, så her befinder de sig godt. Rodfrugterne kan også sagtens fryses, hvis bare de skrælles og blancheres først. Afkøl dem herefter helt inden de kommer i en frysepose og i fryseren.
Asparges
Opbevar gerne asparges i en plastpose i køleskabet. Her kan de holde ca. 2 uger, og hvis du oplever, at de bliver lidt slatne, er der et smart tip til at friske dem op. Skær det nederste af aspargesen af og stil dem i koldt vand et par timer inden du skal bruge dem. Det frisker dem lidt op!
Champignoner
Lad champignonerne blive i deres indpakning og opbevar dem så i køleskabet. Har du åbnet indpakningen, holder de sig også fint i en plastikpose på køl.
Salat
Salathoveder holder sig bedst i en plastikpose i køleskabet. Du kan enten skylle hele hovedet og lægge det i en plastikpose i køleskabet eller tage bladene af, skylle dem og herefter opbevare dem i en plastikpose i køleskabet.
Tomater
Der er intet så trist som en tomat, der ikke smager af noget, og det sker som regel, hvis de kommer på køl. I køleskabet går modningen nemlig i stå, så selvom de måske holder længere, smager de slet ikke lige så godt. Opbevar dem i stedet i en skål ved stuetemperatur.
Agurk
Agurker kan opbevares både på køl og på køkkenbordet. De holder sig ca. en uge begge steder. Men pas på med for hård kulde. Er temperaturen i dit køleskab meget lav, bliver agurken blød og mister sin smag.
Bananer
Bananen på bordet! De skal i hvert fald ikke i køleskabet, men hvis du gerne vil have bananerne til at holde lidt længere, kan du opbevare dem i en kølig udestue eller kælder ved 12-14 grader. Er bananerne ved at være overmodne kan de skrælles og fryses ned til senere brug i fx en smoothie. Du kan også bruge de overmodne bananer til at lave et svampet bananbrød.
Jordbær
Det skønne sommerbær smager allerbedst, når det har stået ved stuetemperatur. Skal du ikke spise dem lige med det samme, kan de holde sig lidt længere på køl. Tag dem gerne ud lidt inden de skal spises for at få maksimal jordbærsmag på fx en hjemmelavet jordbærtærte.
Æbler
En klassisk frugt i frugtskålen er æbler, men det holder sig faktisk bedst og længst i køleskabet. Hold dog gerne æbler fra resten af køleskabets friske råvarer, da de udskiller etylen, der fremmer modningen hos andet frugt og grønt.
Appelsiner
Appelsiner er nemme at opbevare, da de holder sig fint både ved stuetemperatur og på køl. Hvis du bare skal bruge saften, kan appelsinen presses og saften kan herefter fryses ned.
Citroner
De små gule citrusfrugter kan både opbevares på køkkenbordet og i køleskabet. De holder længere på køl, men de kan også miste en smule smag. Citroner udskiller etylen, som får andre frugter og grøntsager til at modne hurtigere, så hold gerne de sure citroner for sig selv.
Pærer
Pærer opbevares bedst ved stuetemperatur, men hvis du gerne vil passe på dine andre frugter og grøntsager, skal pæren opbevares alene. De udskiller nemlig etylen, som får andet frugt og grønt til at modne hurtigere.
Melon
En hel melon skal altid opbevares ved stuetemperatur, indtil du tager hul på den. Når du har skåret den i stykker, skal den opbevares i køleskabet.