Hvis du bruger din ovn ofte, så ved du, hvor hurtigt den bliver svinet til af stænk fra bl.a. saftigt kød, olierede grøntsager og smeltet ost.
Der findes et hav af løsninger, men for at gøre det hele lidt nemmere, har vi samlet de bedste og nemmeste her. Vær dog opmærksom på, om din ovn er selvrensende. Hvis den har pyrolyse, katalyse eller damp, kan den indstilles til selvrens — det kan du finde ud af i ovnens brugsanvisning.
Har din ovn ikke en selvrensende funktion, kan du ty til en af disse 5 smarte rengøringstricks:
5 nemme rengøringsmetoder til din ovn
Rengør kun de af ovnens overflader, der har glat emalje — ovnens ru overflader tåler typisk ikke samme behandling. Er du i tvivl, så kig i brugsanvisningen.
Ovnrens
Ovnrens kan købes i de fleste supermarkeder, og det står typisk sammen med de øvrige rengøringsmidler.
Det skal du bruge:
- Ovnrens på spray
Sådan gør du:
- Kig på produktets anvisning.
- Som regel skal midlet sprayes i en kold ovn og sidde på i 5-10 minutter.
- Fjern derefter skum og skidt med en svamps, og tør efter med en fugtig klud.
Tip: Vær opmærksom på, at ovnrens ofte er fyldt med kemikalier, så hvis du ønsker en mere miljøvenlig rengøring af din ovn, kan du prøve en af de følgende metoder.
Brun sæbe
Brun sæbe er basisk, og derfor er det godt mod skidt i ovnen. Det er dog også hårdt mod huden, så brug gerne rengøringshandsker.
Det skal du bruge:
- Fast brun sæbe
Sådan gør du:
- Smør ovnens overflader og plader ind i fast brun sæbe, tænd ovnen på 100°, og sluk den, når sæben begynder at boble.
- Fjern sæben med en svamp med vand, når ovnen er til at røre.
Tip: Pladerne kan også pakkes ind i husholdningsfilm, når de er smurt ind i sæbe, og efterlades natten over — herefter kan sæbe og snavs fjernes med vand og evt. en skuresvamp.
Natron
Du har garanteret allerede alle ingredienserne til denne metode i skabet.
Det skal du bruge:
- Natron
- Vand
Sådan gør du:
- Bland en bøtte natron med ½ dl vand, smør ovnen ind i blandingen, og lad det sidde natten over.
- Fjern blandingen med vand og evt. en skuresvamp.
Hjortetaksalt
Hjortetaksalt er et kemisk produkt, der ved opvarmning spaltes i to gasarter: Aammoniak og kuldioxid.
Det skal du bruge:
- Hjortetaksalt
- Vand
Sådan gør du:
- Strø lidt hjortetaksalt ud i bunden af ovnen og hæld en smule vand over.
- Tænd derefter ovnen på 100° et øjeblik.
- Fjern saltet med vand og evt. en skuresvamp.
Citron
Naturen vidundermiddel, citron, er god til mange ting. Også til rengøring af ovne. Citron fjerner nemlig fedt og dårlig lugt og er samtidig antibakteriel.
Det skal du bruge:
- Citroner
- Vand
Sådan gør du:
- Hæld vand og presset citronsaft fra 2 citroner i en dyb bageplade, sæt den i ovnen, og tænd den på 50°.
- Lad blandingen dampe fedt og snavs løst i 1-2 timer.
- Fjern med vand og evt. en skuresvamp.
OBS! Brug IKKE salmiakspiritus til at rense din ovn! Det ødelægger termostaten i ovnen og kan være sundhedsskadeligt for dig og din hustand. Kemikaliet er blevet anbefalet af et udenlandsk medie for nogle år tilbage, men dansk salmiakspiritus er ofte mere koncentreret, og derfor er dampene stærkere.
Rens af bageplader og -rist
Pladerne kan sagtens tåle samme rengøring som selve ovnen, men de kan også tåle opvaskemaskine, hvis de kan være der.
Rens af glaslåge
Glaslågen kan ikke tåle lige så meget som selve ovnen. Brug aldrig ridsende rengøringsmidler som f.eks. skuremiddel. Nøjes i stedet for med at bruge almindeligt opvaskemiddel.
Er det ikke nok, kan du lægge en våd klud med opvaskemiddel på ovnruden, og efter en halv times tid skraber du den ren med en barberbladskraber. Tør efter med en fugtig klud. Barberbladet skal være helt skarpt og må ikke have hakker. Undgå barberblade på ovnglas med dekoration.