Annonce for Ôrum 119
Det er ikke ligefrem fordi, der mangler gode pizzaer her til lands. De seneste par år er der nemlig kommet flere og flere spisesteder på banen, der påstår at lave den allerbedste pizza. Men det udfordrer de på den anden side af Sundet.
For bare godt to timers kørsel fra Københavns betonjungle og konstante leben, finder du området Österlen i Sverige. Det har i generationer været svenskernes sommerlegeplads, hvor kilometervis af sandstrande og landlig idyl har dannet rammerne om svensk sommer i en nøddeskal.
Derfor er det heller ikke underligt, at flere valfarter netop hertil enten på dagsture eller længere besøg på et af områdets mange oaser.
Et af dem er gården Ôrum 119. En gård maskeret af grønne marker, der er omdannet til boutiquehotel kombineret med restaurant, bager og isbutik, der i området er kendt for sin hjemmelavet is, bagerier, sin kobling til svensk designhistorie og ikke mindst sine surdejspizzaer.
Bagt med svensk mel og toppet med en blanding af lokale råvarer og italienske delikatesser, bliver der kræset om at gøre pizzaerne så mundvandsfremkaldende som muligt.
Pizzaerne er bagt Napoli-style med tynde bunde og sprøde skorper. Prøv for eksempel klassikeren Sicilien med tomat, mozzarella, ansjoser, oliven og parmesan. Eller dagens hvide pizza med fyld efter årstiden, så du får smagen af ren sommer.
Desserten er der også sørget for i hotellets isværksted, hvor du finder hjemmelavet is med smage som kanel og kerdemomme.
Isværkstedet er døbt ‘Frusen Glädje’, altså frossen glæde, og er opkaldt efter en amerikansk is, der i 1980'erne var populær i USA. Her mente man, at en is med et skandinavisk klingende navn ville sælge bedre, og derfor faldt navnet på et svensk af slagsen, selvom der ingen forbindelse til Sverige var.
Har mætheden sat sig efter måltidet, er der også plads til at overnatte. Skal det være lidt ud over det særlige, er suiten Norrgavlshuset den oplagte mulighed for en nat med ro og idyllisk luksus i højsædet.
Norrgavlshuset er lavet som hyldest til den svenske designer Nirvan Richter, der står bag design- og møbelvirksomheden Norrgavel grundlagt i 1991. Suiten breder sig over en gammel, istandsat længe og er indrettet komplet med snedkermøbler fra netop Norrgavel og luksuriøse detaljer.
For slet ikke at glemme den direkte udgang til privat terrasse og have med uforstyrret udsigt over de grønne marker, der kan nydes fra hele huset - inklusive sengen og badekarret.
Det giver samtidig også anledning til at få hotellets morgenmad med i oplevelsen.
For hver morgen disker gårdens bageri nemlig op med friskbagte croissanter og kardemommesnurrer, der kan slå selv den mest garvede bagerifan omkuld. Tilsæt Ôrum 119’s hjemmelavede granola, sirligt udvalgt kaffe, sprødt surdejsbrød og friskpresset juice, og du har en morgenmad, der kan få de fleste i morgenhumør.
Skal du have en del af den svenske idyl med, kan du enten købe bageriets godter eller stedets hjemmelavede granola med hjem, eller lægge vejen forbi gårdens butik. Her finder du alt fra italienske krukker og lækre spaprodkuter til smukke stel lavet specielt til stedet og lækre bøger og magasiner.
Frokost eller aftensmad skal bookes på forhånd på orum119.se. Norrgavelhuset har plads til to sovende gæster og kan bookes her alle ugens dage frem til midt august, hvorefter det kan bookes i weekender.