Hjemmerørt smør smager bare bedre end det, du kan købe i butikkerne. Konsistensen er blødere, og det smelter på tungen, når du tager en bid.
Det bedste af det hele er, at det er virkelig nemt og hurtigt at lave. Så hvis du vil have luksus i en fart, skal du prøve at lave dit eget smør!
Du kan lave hjemmekærnet smør på to måder: Den nemme måde, hvor du blot skal bruge fløde, salt og et piskeris. Og så er der den lidt længere proces, hvor fløde og cremefraiche skal stå og syrne natten over. Herunder får du begge opskrifter.
Hjemmelavet smør på den nemme måde
Mængde: Ca. 100 g færdiglavet smør.
Du skal bruge:
- 2½ dl fløde
- 1 tsk. salt
Sådan gør du:
- Hæld fløden i en skål, og pisk den stiv, evt. med en håndmikser.
- Pisk videre, når flødeskummen begynder at skille — bare rolig, sådan skal det se ud.
- Pisk, indtil smørret skiller og efterlader en hvid væske i bunden. Det er kærnemælk, som du kan bruge til f.eks. bagværk.
- Kram smørret fri for væde, og rør lidt salt i. Sæt smørret på køl indtil servering.
Hjemmelavet smør med cremefraiche
Mængde: Ca. 125 g færdiglavet smør.
Du skal bruge:
- 2½ dl fløde
- 1 dl cremefraiche, 18 %
- 1 tsk. salt
Sådan gør du:
- Rør piskefløden med cremefraiche, og lad det stå køligt, men ikke koldt, natten over.
- Hæld det i et stort glas med tætsluttende låg, og ryst, til det begynder at klumpe.
- Fortsæt, til kærnemælken er skilt ud fra smørret, si det hele igennem et klæde, så smørret holdes tilbage.
- Ælt smørret med salt, og sæt det på køl indtil servering. Hvis du vil have smørret mere luftigt og cremet, kan du piske det op med lidt mere fløde eller cremefraiche.
Tip: Du kan også sagtens piske smørret med en håndmikser i stedet for at ryste det.
Hvad bruges hjemmekærnet smør til?
Du kan bruge den hjemmelavede smør til det samme, som du ville bruge færdigkøbt smør til.
Det hjemmelavede smør er dog ekstra lækkert, så spis det gerne som det er på en skive rugbrød, surdejsbrød eller ølkage.
Du kan også tilsætte forskellige smage til smørret. Lav f.eks. dit eget kryddersmør til grillmad, tapas eller som alternativ til sauce. Du kan smagssætte med alt fra rosmarin og chili til bearnaiseessens og hakkede nødder. Kun fantasien sætter grænser!
Hvad betyder det at kærne smør?
En smørkærne er det redskab, man oprindeligt brugte til at fremstille smør. I gamle dage var det en smal tønde med en stang i, som man kørte hurtigt frem og tilbage, så fløden blev til smør. I dag er en smørkærne en større roterende beholder i stål, der giver samme resultat.
Når du laver smør til husbehov, har du dog ikke brug for diverse redskaber. Du kan ryste fløden i en lille plasticbeholder eller piske den med en elpisker.