En halvslatten pastinak, der ligger og gemmer sig i et hjørne af grøntsagsskuffen i køleskabet sammen med bløde gulerødder, er måske ikke umiddelbart det mest inspirerende udgangspunkt for et måltid, men det kan det sagtens være. Man kan faktisk nærmest gøre en sport ud af at få brugt alle de madrester, der har det med at hobe sig op i løbet af ugen. Det er både bæredygtigt og godt for budgettet, og det kræver blot lidt kreativitet - og at vi kender til nogle snedige tips og tricks, der kan give nyt liv til resterne:
Rodfrugter
Slatne rodfrugter kan faktisk godt blive sprøde igen. Put dem blot i en skål med koldt vand — det liver dem op, og de får knækket tilbage. Er man lidt betænkelig ved den løsning, kan de også bruges på andre måder. F.eks. kan rodfrugter nemt koges til suppe eller pastasauce, eller de kan blendes til en puré, der kan spises som tilbehør. I den mere sprøde ende kan de laves til chips eller røsti på panden eller i ovnen.
Kogte ris
Det er lidt med ris, som det er med pasta: De fleste koger altid lidt for meget. Rester af ris er dog ret geniale at have liggende, for de kan bruges til meget. Har du en rest, kan du f.eks. fryse dem fladt i en frysepose, og når en dag menuen står på stegte ris, vil du opdage, at de er meget nemmere at riste på panden, når de ikke er nykogte. Du kan også omforme en rest ris til risdeller, og vil du blot genopfriske dem som tilbehør, kan du bruge din ovn. En ovn med dampfunktion er ideel, men mangler du sådan en, kan du hælde risene i et ovnfast fad med en smule vand. Med en gaffel skiller du riskornene ad og fordeler dem i hele fadet. Dæk fadet med alufolie og stil dem i ovnen i 20 minutter ved 150 grader. Så er risene så gode som friskkogte og kan bruges til alverdens risretter eller som tilbehør til f.eks. kylling i karry.
Brød
Brød er noget af det, vi altid har lidt for meget af. Det kan nemt fryses ned, men når det tør op, er det en lidt tør fornøjelse — medmindre man kender til tricket med damp. Ved at dampe det optøede brød, bliver det friskt igen og kan bruges til en lækker kartoffelmad eller en sandwich til madpakken. Hvis du har en dampovn, er det jo lige til, men ellers kan du blot stille et fad med vand nederst i din almindelige ovn.
Cremefraiche
Ofte skal der kun en spiseskefuld eller to i, når der indgår cremefraiche i en opskrift. Men hvad så med resten af bøtten? Cremefraiche kan selvfølgelig bruges til dressinger eller som topping på en god hokkaidosuppe eller chili con carne, men det kan også pakkes lidt ind. F.eks. kan cremefraiche bruges i bolle- eller kagedej, eller til æggemassen, når du laver æggekage eller tærte.
Havregrød
Morgenmadsklassikeren havregrød er der også ofte en klat tilbage af. Ligesom cremefraiche kan havregrød æltes i en bolledej, men det kan også laves til klatkager, som kan bruges på madpakken eller som eftermiddagssnack med marmelade — som et alternativ til pandekager. Havregrøden kan også laves helt sprød i ovnen, så det bliver til kiks, der kan spises med smør eller som alternativ til rugbrødssnacks.
Om Electrolux: Bæredygtighed i køkkenet
Intelligente hvidevarer i køkkenet gør det nemmere at få det bedste ud af hele råvaren og sågar resterne fra i går - og gør mere kreativ madlavning mulig. Electrolux SteamPro Oven er en ovn med fuld damp og SousVide tilberedning, ligesom i professionelle køkkener. Steamify®-ovnfunktion gør, at ovnen tilfører den rette mængde damp ud fra den valgte tilberedningstemperatur, hvilket betyder, at man i praksis blot anvender den som en almindelig ovn, men med et langt bedre resultat. En dampovn gør også, at du kan genopfriske madrester i stedet for blot at genopvarme, så alt fra ris, pasta og lasagne til tærten fra den anden dag, bliver som nye igen. Se meget mere om Electrolux her.