Gurkemeje

Den gule rod siges at have mange gode egenskaber, og så smager den bare skønt i alt fra juicer til gryderetter. Få mere viden om gurkemeje her.

Gurkemeje
April 22, 2021 af redaktionenFoto: Betina Hastoft

Gurkemeje bruges oftes som krydderi, men det gule pulver stammer egentlig fra en lillebitte rod, du kan købe i de fleste større supermarkeder. Den befinder sig ved siden af ingefæren, og den ligner den egentlig også ingefær — bortset fra størrelsen.

Hvad bruger man gurkemeje til?

Gurkemeje kan sagtens bruges i rå form, men den fås også som stødt krydderi, hvor den nemt kan forveksles med karry af udseende.

Gurkemejeroden kan bruges til f.eks. juicer, ingefærshots, supper og gryderetter. For at lave juice af roden, skal den først skrælles, og bagefter kan den enten blendes, koges eller køres igennem en juicemaskine sammen med andre ingredienser. I en suppe eller gryderet behandles roden på samme måde som ingefær — den skrælles og rives eller hakkes fint.

Se også: Alle vores opskrifter med gurkemejerod.


I stødt form bruges gurkemeje ofte i indiske retter som butter chicken, kylling i karry og dahl. Men krydderiet kan også sagtens bruges i andre køkkener end det indiske. F.eks. er det gule krydderi også godt i gryderetter, supper, marinader, paella, madpandekager og meget andet.

Se også: Alle vores opskrifter med stødt gurkemeje.

Hvad smager gurkemeje af?

Gurkemeje har en meget neutral smag, der mest af alt fremstår en smule bitter. Derfor kombineres den ofte med andre krydderier, så de tilsammen skaber en god balance og smag til retter i både det søde og salte køkken.

Rodens farve er dog alt andet end neutral. Den er nemlig meget gul, og den kan nemt farve både skærebrædder, skåle og dine fingre, når du kokkererer med den.

Hvordan får man gurkemeje af huden?

Gurkemejes kraftige gule farve kan sidde på huden et par dage efter, du har brugt roden. Hvis du ikke kan vente på, at farven forsvinder af sig selv, kan du bruge en af disse metoder til at fjerne pletterne.

Citronsaft

Citronsaft bleger, så du starte med at gnide en overskåret citron mod huden, og se, om det forsvinder efter et par minutter. Hvis ikke, kan du blande citronsaften med bagepulver og lade blandingen sidde på huden i et par minutter. Fjern det, og skyl efter med vand og sæbe.

Hjemmelavet scrub

Pletterne fjernes af sig selv ved slid, men du kan fremskynde processen ved at eksfoliere huden med en hjemmelavet scrub af vand og salt eller sukker. Skrub huden der, hvor den gule farve sidder, og skyl efter med vand og sæbe.

Vegetabisk olie

Olie kan også bruges til at fjerne pletter. Du kan bruge hvilken som helst vegetabisk olie. Smør lidt olie på pletten, og tør det væk med en vatrondel, en klud eller et håndklæde i mørk farve, så du ikke misfarver lyst tekstil.

Måske du også kan li'