Guide til sprød bacon

Få en skudsikker guide til sprød bacon, hvad end du vælger at stege den i ovn, mikroovn eller på pande.

Guide til sprød bacon
June 24, 2020 af redaktionenFoto: Aller Media

Uanset, om du skal lave bacon til brunchbordet, din hjemmelavede burger eller som knasende topping til din suppe, er det for de fleste at foretrække helt sprød bacon. Der er mange måder at tilberede bacon på, men her får du en guide til, hvordan du sikrer, at din bacon altid er sprød og ensartet.

Sådan laver du sprød bacon

Det er ikke en større videnskab at få sprød bacon, men der er nogle metoder, der er lettere end andre. Når du skal tilberede bacon, kan du enten vælge at stege bacon i en ovn, i en mikroovn, på en pande eller på en grill. Når du steger bacon på panden, kan du godt opleve, at det sprutter en del og gør komfuret beskidt. Bacon i ovnen derimod kræver ikke den store rengøring og sikrer, at din bacon bliver mere ensartet.

Bacon i ovn

Hvis du vil undgå, at der er baconfedt udover det hele, er det effektivt at stege bacon i ovnen. Dermed slipper du også for at skulle stå og vende din bacon hele tiden. Du sørger også for, at al din bacon er færdig samtidig, og så er det ikke særlig tidskrævende.

Her får du en guide til, hvordan du kan stege bacon i ovnen:

  • Tænd ovnen på 200° varmluft – varmluften sørger for, at din bacon bliver dejligt sprød.
  • Beklæd en bageplade med bagepapir. Fordel baconskiverne på bagepapiret. Du kan også vælge at stege din bacon på en rist, men så er det en god ide at sætte en bradepande nedenunder, så den kan opsamle det dryppende fedt.
  • Steg din bacon i 10-12 minutter, eller til din bacon er brun og sprød, som du godt kan lide den. Alt afhængig af hvor sprød din bacon skal være, kan du vælge at give den lidt ekstra tid i ovnen.
  • Tag bagepladen ud af ovnen, og fordel dine stegte baconstykker på et fedtsugende papir. På den måde sørger du for at suge al den overskydende væske.

Bacon i mikroovn

  • Måske er du ikke klar over, at det rent faktisk er muligt at stege bacon i din mikroovn. Men det er faktisk en effektiv måde hurtigt at stege nogle skiver, uden at du skal bruge lang tid på det.
  • Tag en tallerken, og beklæd den med 2 stykker køkkenrulle. Herefter fordeler du ca. 3 skiver bacon på tallerkenen. Et tip er at lægge endnu et stykke køkkenrulle oven på baconstykkerne. På den måde undgår du, at de sprutter fedt ud i hele mikroovnen.
  • Sæt tallerkenen i mikroovnen, og skru helt op på fuld effekt, der svarer til omkring 800 til 1000 watt. Din bacon skal maks. have et par minutter, men giv dem lidt tid af gangen, så du kan holde øje med, at de får lige nøjagtig den sprødhed, du ønsker.

Bacon på grill

Hvis du har en havegrill, kan du nemt stege bacon i de lune sommermåneder. Har du derimod en gasgrill, ja så er du heldig at kunne nyde grillet bacon hele året rundt. Der er forskellige metoder til, hvordan du kan stege bacon på grill.

  • Du kan enten vælge at folde aluminiumspapir dobbelt, så det former en lille bakke med kanter, der stikker opad. Her kan du lægge dine baconstykker og vende dem, ligesom hvis du stegte dem på en pande.
  • En anden måde at stege bacon på er ved at lægge stykkerne rundt i kanten af grillen. På den måde får de kun indirekte varme, og du undgår, at stykkerne brænder fast. Her er det vigtigt, at du husker at smøre olie på din grill.

Undgå krøllede baconstykker

De fleste har oplevet, at baconstykkerne krøller, når man steger dem. Her får du tips til, hvordan du undgår, at din bacon krøller.

  1. Prik hul i dine baconstykker med en gaffel, inden du steger dem.
  2. Læg baconstykkerne på en kold pande, og skru langsomt op for varmen. På den måde undgår du at give stykkerne et chok, som gør, at de begynder at krølle sammen.
  3. Dyp baconstykkerne i koldt vand inden stegning.

Hvad er bacon?

Bacon er letsaltet svinekød, der stammer fra enten siden eller ryggen af en gris. Det er en rigtig god smagsgiver til en lang række af forskellige typer retter, og fungerer godt som topping på både supper, pastaretter og salater med sin knasende konsistens. Sommetider fås bacon ikke kun saltet, men også røget. Udover at bacon kan tilføje en røget smag til en ret, hjælper både salten og røgen med at forlænge baconens holdbarhed.


Derfor skrumper noget bacon

Hvis du vil undgå, at din bacon skrumper meget, kan du med fordel købe tørsaltet bacon i stedet for stiksaltet bacon. Ved stiksaltet bacon bliver der nemlig tilført saltvand, som gør, at der er et højt vandindhold i din bacon, som fordamper, når du steger dem. Dette er ikke tilfældet ved tørsaltet bacon, da salten har suget noget af vandet.

Typer af bacon

Når man hører ordet 'bacon', tænker de fleste på skiveskåret eller ternet bacon, som man kan købe i alle supermarkeder. Men der er faktisk flere forskellige slags bacon.

Den italienske udgave af bacon kendes som pancetta. Den kan være rullet sammen og skåret i skiver, men den kan også fås i lange skiver, så den minder mere om bacon. Pancetta er ikke røget, men derimod tilført en særlig krydderiblanding, der gør den mere karakteristisk i smagen end almindelig bacon.

Canadas svar på bacon kaldes derimod peameal. Denne slags bacon er karakteristeret ved, at den ikke er røget, men derimod vådhærdet. Dertil er peameal lavet af magert svineryg, som efterfølgende er rullet i majsmel. Kødet er igennem en saltvandsproces, som gør det næsten umuligt at overtilberede.

Måske du også kan li'