Den bedste brunch i København

Det er blevet weekend, og du trænger til brunch – men hvor skal du tage hen? Bare rolig. Vi har samlet en række af de bedste steder i København lige nu.

Den bedste brunch i København
February 16, 2023 af Lene Hardt AndresenFoto: Columbus Leth

En sprød croissant, en brandvarm kop kaffe og en velsmurt bolle — sådan burde hver dag starte! Her på Spis Bedre-redaktionen er der bred enighed om, at kun ganske få ting slår en velsmagende brunch i godt selskab, og derfor har vi sat os for at finde de bedste steder i København lige nu. Heldigvis har vi fået hjælp af jer på Instagram, der har sendt os jeres yndlingssteder.

Det har været en sjov opgave, der har fået mundvandet til at løbe lidt ekstra og brunchlysten til at skyde i vejret. Mon ikke vi kommer til at slæbe venner og familie med på brunch-crawl i de københavnske gader over de næste mange weekender. Der er i hvert fald mange lækre steder at vælge imellem.

Er du også fan af brunch, finder du en liste i ikke prioriteret rækkefølge herunder. God læselyst — og velbekomme!

Ø12

Kom her for: Deres gode kaffe og mere simple tilgang til en brunch.

"Vi vil hæve barren for, hvad et brunchsted kan være" — sådan lyder Ø12's slogan, og det må man sige, at de gør. Her kan du nemlig få lækre kopper kaffe og billedværdige retter, der smager lige så godt, som de ser ud.

Måske Ø12 bevæger sig mere over i morgenmads-genren, end der er tale om en egentlig brunch, men lækkert er det uanset hvad. Især deres croque monsieur og saftige pandekager er uden tvivl en søndag formiddag værdig. Hvis du ikke lige er i pandekagehumør, findes der heldigvis også andre spændende alternativer på menukortet.

Her er ofte travlt, så kom i god tid, hvis du vil sikre dig et bord. Tidsbestilling er kun muligt ved deres café på H.C. Andersens Boulevard.

Adresse: H.C. Andersens Boulevard 8, 1553 København V og Øster Farimagsgade 12b, 2100 København Ø

Se mere her!

Sidecar

Kom her for: Deres take på en mere trendy brunch og de mange vegetariske muligheder.

Kommer du ved Sidecar i hverdagen, kan du bestille et brunchbræt fyldt med lækkerier, mens brunchen i weekenden forvandler sig til en blanding af varme retter serveret direkte fra køkkenet og et tag-selv-bord af kolde valgmuligheder — alt sammen smækfyldt med god smag. Mums!

I sortimentet finder ud både brunchklassikere som vafler og røræg med bacon, men der er også rig mulighed for at prøve andre, mere trendy alternativer, såsom lækre salater, smagfulde kager og spændende rugbrødsmadder.

Du er højst sandsynligt ikke den eneste, der har fået den gode ide at besøge Sidecar, så husk at booke bord, hvis du kommer i weekenden.

Adresse: Skyttegade 5, 2200 København N

Se mere her!

Wulff & Konstali

Kom her for: Deres store udvalg af lækre småretter og hamrende gode bagværk.

De er kendt for deres menukort med et overdådigt udvalg af bagværk og andre geniale småretter, der er så pæne at se på, at man får lyst til at sætte tænderne i det hele på én gang. Det er selvfølgelig Wulff & Konstali, vi taler om.

Konceptet er enkelt: Vælg enten fem eller syv små anretninger fra menukortet, der byder på klassiske brunchretter såsom æg, bacon og wienerdejskager samt de mere "moderne" smagsoplevelser som Açai-bowls og æble-mysligrød. På menuen finder du også altid dagens udgave af vaffel med skum, som klart er en anbefaling værdig.

Hvis du, mod forventning, ikke er mæt oven på brunchen, fås også gode frikadeller og sandwiches, du kan tage med hjem til frokosten.

Adresse: Sankt Hans Torv 30, 2200 København N, Lergravsvej 57, 2300 København S, Isafjordsgade 10, 2300 København S og Philip Heymans Allé 17, 2900 Hellerup (Waterfront Shopping)

Se mere her!

Marchal

Kom her for: Deres lækre buffet og brunchoplevelse ud over det sædvanlige.

Wow. Så enkelt kan brunchen ved Marchal beskrives. Beliggende i smukke omgivelser på hotel D'Angleterre i hjertet af København får du cremen af cremen inden for stilfuld brunch.

I buffeten finder du lidt af hvert, og er du til champagne, trøffel og chokoladefontæne, er der ret stor chance for, at Marchal er noget for dig. Ud over lækker mad er de også kendt for deres exceptionelt gode service.

Med en pris på 375 kroner befinder Marchal sig naturligvis i den lidt dyrere ende af brunch-skalaen, men hvis du spørger os, vil vi mene, at det uden tvivl er alle pengene værd.

Adresse: Kongens Nytorv 34, 1050 København K

Se mere her!

Mad og Kaffe

Kom her for: Deres virkelig velsmagende mad og sæsonbestemte menukort.

Hos Mad & Kaffe udfører de hver weekend skuldertesten på deres gæster — den bevægelse, hvor folk lukker øjnene og udbryder et "mmh", mens de trækker skuldrene op om ørerne. Dét er nemlig det ultimative kvalitetsstempel på god mad og hyggelig stemning.

Chancen, for at du består testen, er temmelig stor. På menuen finder du nemlig en række lækre småretter, der alle lyder så gode, at det er svært at begrænse sig. Vælg enten tre, fem eller syv anretninger af luftigt bagværk, lækre grønne alternativer og velsmagende søde sager.

Der er ofte travlt hos Mad & Kaffe, og det er derfor en god ide at booke bord på forhånd.

Adresse: Sønder Blvd. 68, 1720 København V, Tyrolsgade 6, 2300 København S og Godthåbsvej 45 st. th, 2000 Frederiksberg

Se mere her!

South Habour Café

Kom her for: Deres autentiske, marokkanske mad og gode service.

Har du lyst til at prøve en anderledes brunch end den sædvanlige, er South Habour Café stedet at tage hen. Deres motto er, at alt er lavet fra bunden med kærlighed — og det kan man virkelig smage.

Bestiller du brunchen, får du serveret en bakke med traditionelle, marokkanske anretninger, såsom forårsruller, hummus, baghrir (pandekager) og m'semen (en slags fladbrød). I selskab med et glas friskpresset juice får du en smagsoplevelse, der både er krydret og yderst lækker.

Kort sagt er maden god, stemningen hyggelig og servicen i top i den familieejede café i Sydhavnen, som du helt sikkert burde overveje at slå et smut forbi, hvis din weekend trænger til lidt ekstra krydderi.

Adresse: Hørdumsgade 1, 2450 København SV

Se mere her!

B&W Brunch (B!INGS)

Kom her for: Deres mere klassiske brunchoplevelse og det store udvalg af gluten- og laktosefri retter.

I Bing & Grøndahls gamle porcelænsfabrik finder du i dag multibrugerhuset B!NGS, der byder på både konferencelokaler, kontorpladser og en moderne restaurant, der serverer brunch i weekenderne.

Restauranten hedder B&W Brunch og er drevet af de tidligere forpagtere af brunch-hittet ved SULT, og hvis du trænger til ekstra forkælelse i weekenden, er stedet her et meget fornuftigt bud. Maden er enkel, udvalget stort og med i prisen får du også kaffe, te og juice ad libitum.

Er du laktose- eller glutenallergiker, kan du roligt spise ved B&W Brunch. De har nemlig et stort udbud af retter fri for måde mælkeprodukter og gluten. Stedet er også ideelt til større forsamlinger og børnefødselsdage.

Adresse: Vesterbrogade 149, 1620 København V

Se mere her!

The Laundromat Café

Kom her for: Deres sjove koncept og snaskede mad, der smager skønt.

Det er blevet søndag og dermed også store vaskedag. Hvorfor ikke kombinere tøjvasken med en lækker, snasket brunch? Det kan du ved The Laundromat Café, hvor husholdning og hygge går op i en højere enhed.

Slå dig ned i en af de røde stole, mens tøjet tumler rundt i maskinen i lydhør afstand. Det eneste, du nu skal forholde dig til, er, om du vil have en dirty eller clean brunch-menu — den ene er fyldt med pølser og bacon, mens den anden er vegetarisk. Til gengæld smager de begge skønt.

Fyld tasken med dine sure sokker og daggamle trusser og slå et smut forbi The Laundromat Café- Du kan opleve ventetider ved vaskemaskinerne, men der er for det meste plads i restauranten.

Adresse: Århusgade 38, 2100 København Ø

Se mere her!

Baryl

Kom her for: Deres farvestrålende brunchanretning og veganske alternativer.

Står du og mangler et brunchalternativ, som er lidt sundere end de fleste steder i byen, er Baryl helt sikkert værd at besøge — om ikke andet for de flotte anretninger, der både kommer i veganske og glutenfri udgaver.

En brunch ved Baryl er lig med en tallerken fuld af friske farver, og hvis ikke bare synet af deres mad får mundvandet til at løbe, så ved vi ikke, hvad der gør! Med et menukort der byder på blandt andet avokadomadder, chiagrød og knækbrød med varmrøget laks, er der lidt for enhver smag.

Deres to lokationer på Østerbro og Frederiksberg summer for det meste af liv, så hvis du overvejer at aflægge dem et visit, kan det være en god ide at bestille bord på forhånd.

Adresse: Århusgade 78, 2100 København Ø og Holger Danskes Vej 64, 2000 Frederiksberg

Se mere her!

Kongedybet (Brønshøj)

Kom her for: Deres smukke anretninger og store udvalg.

Lidt uden for centrums trængsel og alarm ligger en sand lille brunchperle: Kongedybet i Brønshøj. Caféen er ejet af et ægtepar, som virkelig har styr på det med at lave skøn mad, der er smukt anrettet og pyntet — og så er der meget at vælge imellem fra både det kolde og lune køkken.

Er du typen, der godt kan lide fornyelse, er Kongedybet lige noget for dig. Her arbejder de nemlig med et menukort, som ændrer sig i takt med at årstiderne skifter, og der er derfor rig mulighed for at prøve lidt af hvert.

Her er ofte travlt, så det kan være en god ide at medbringe tålmodigheden og bestille bord på forhånd.

Adresse: Islevhusvej 93, 2700 Brønshøj

Se mere her!

Måske du også kan li'