Der findes sjældent en bedre måde at starte weekendsdagene på end med en brunch i godt selskab. Sådan har vi det i hvert fald her på Spis Bedre-redaktionen, og derfor har vi sat os for at finde de bedste brunchsteder Århus lige nu. Vi har heldigvis fået jeres hjælp på Instagram til at udpege jeres yndlingssteder at spise brunch i Århus.
Hvis du også er brunch-fan, så giver vi dig her en liste over de lækreste brunchsteder i Århus. Listen er i ikke-prioriteret rækkefølge. God læselyst — og velbekomme!
EMMA EMMA
Kom her for: En kulinarisk oplevelse med enkelte anretninger, der gør indtryk med sine smagskombinationer og fine detaljer.
Tidligere hed caféen Hamanns, Emma 1990, men har i forbindelse med åbningen af en ny butik skiftet navn til Emma Emma. Her kan du få forskellige spændende og smagfulde morgenmadsretter eller snuppe lidt af hvert i en lækker brunch-anretning. Retterne bliver udskiftet efter sæson og nye idéer, så der altid er noget nyt og spændende på menuen. Hos Emma Emma bliver der gjort en dyd ud af, at morgenmaden skal være noget lidt anderledes, end det du laver derhjemme. Der er altså ikke noget at sige til, at I er vilde med caféen i Latinerkvarteret.
Adresse: Gammel Munkegade 5, 8000 Aarhus C
LANGHOFF OG JUUL
Kom her for: Moderne og ambitiøs madlavning med rod i traditioner fra det nordiske og franske køkken, hvor bæredygtighed og nærvær er i fokus.
Hos Langhoff & Juul er bæredygtighed, nærvær og tid essentielt. De beskriver selv, at de er tænkt som et fristed for samværet og nærværet omkring det gode måltid. Dette kan mærkes både i måltidet og omgivelserne, når der bruges lokale og sæsonbaserede råvarer i deres brunchserveringer. Både deres signatur- og vegetariske brunch smager iøvrigt himmelsk, især når den serveres i de fine og rustikke omgivelser i restauranten på Guldsmedgade i Latinerkvarteret.
Adresse: Guldsmedgade 30, 8000 Aarhus C
CAFÉ CASABLANCA
Kom her for: Byens bedste 'crunch-buffet' med både alt det klassiske og det lidt mere nytænkende indhold.
Café Casablanca har ligget i hjertet af Århus siden 1981 og er dermed en af byens ældste. Her kan du nyde deres såkaldte crunch-buffet alle ugens dage. Buffeten består både af hjemmelavede og smagfulde specialiteter som eksempelvis koldrøget cremet færøsk laksesalat fra deres eget røgeri, men også klassiske brunchretter, som tilfredsstiller både øjne og mave. Derudover serveres der brød fra deres eget bageri, Mor Anna, og drikkevarer ad libitum! Århus Updates læsere kårede i 2020 Café Casablanca til stedet med byens bedste brunch, så der er god grund til at lægge vejen forbi!
Adresse: Rosensgade 12, 8000 Aarhus C
JULIETTE
Kom her for: Hyggelig, forenklet og uformel stemning i hjemlige og rustikke omgivelser.
Brasserie og café Juliette har siden 2012 ligget i den hyggelige og charmende Jægergårdsgade. Her er maden inspireret af fransk comfort food — iblandet få internationale og etniske inspirationer. De har bevidst skabt et sted med rustikke og hjemlige omgivelser, hvor betjeningen og stemningen er hyggelig og uformel. Hos Juliette kan du enten få brunch a la carte i restauranten, hvor du kan vælge mellem en klassisk Juliette-brunch og en veggie-brunch. Du kan også mæske dig i den lækre bunchbuffet på 1. sal i den franske stue i rolige omgivelser. Her kan du få alt fra cremet røræg og lakserillette til falafel-salat og pandekager med sirup. Der er med andre ord mæthedsgaranti!
Adresse: Jægergårdsgade 54, 8000 Aarhus C
CAFÉ FRIDA
Kom her for: Et bredt udvalg af klassiske brunchretter, hvor du helt selv sammensætter dine favoritter.
Hos Café Frida kan du selv sammensætte din egen brunchmenu ud fra en lang liste af klassiske brunchanretninger. Du kan vælge enten 6 eller 10 små retter, som du får serveret samlet. Menuen er lavet af økologiske råvarer og er sammensat efter sæsonen. Udover at fungere som café er Café Frida også et afklaringstilbud til kvinder i alderen 18-30 år, som har brug for støtte til at komme i gang med job, uddannelse eller generelt at finde livsmodet. Du støtter altså også et godt formål, når du vælger at spise din brunch hos Café Frida.
Adresse: Mejlgade 14, 8000 Aarhus C
SJETTE FREDERIKS KRO
Kom her for: Den hyggelige og autentiske krostemning kombineret med lækker brunch.
Du finder Sjette Frederiks Kro i en fredet kulisse i Risskov. Kroen ligger i et smukt, gult og gammelt bindingsværkshus fra 1826 og emmer af hygge, historie og romantik. Her kan du nyde kroens Kronch-buffet med direkte panoramaudsigt over Aarhusbugten. Buffeten byder på alverdens hjemmelavede specialiteter såsom færøsk laks fra eget røgeri, rullepølse, leverpostej og et udvalg af egenproduceret charcuteri. I 2014 blev kroen købt af Casablanca Familien, som også ejer Café Casablanca inde i Århus centrum, samt bageriet Mor Anna, hvor også Sjette Frederiks Kro får sit friskbagte brød og søde sager fra.
Adresse: Salonvejen 1, 8240 Risskov
CAFÉ ÅLAND
Kom her for: En hyggelig atmosfære både inde og ude med en lækker selv-sammensat brunch.
I den pulserende og hyggelige Jægergårdsgade i hjertet af Frederiksbjerg finder du Café Åland, hvor du både kan mæske dig i store og små anretninger. Til brunch kan du vælge mellem tre, fire eller fem retter, så du selv kan sammensætte din brunch ud fra dine favoritter, og hvor sulten du er. Du kan nyde din brunch inde i caféen eller ude i deres hyggelige gårdhave, hvor der både er varmelamper og plaider, så du kan sidde der året rundt.
Adresse: Jægergårdsgade 9, 8000 Aarhus C
CAFÉ FAUST
Kom her for: Det store udvalg af forskellige brunchtallerkener.
Hvis du er ved åen i Århus og trænger til en god brunch, så er Café Faust et rigtig godt bud. Her har du alle muligheder for at få den brunch, der passer din smag. Hos Café Faust kan du nemlig vælge mellem en hel del forskellige brunchtallerkner. Der er både store og små brunchtallerkner, samt vegetariske og veganske brunchanretninger og også en børnebrunch. Der er med andre ord lidt til en hver smag, hvis du er på jagt efter en overdådig brunch.
Adresse: Åboulevarden 38, 8000 Aarhus C
MEFISTO
Kom her for: En unik brunch, hvor der er tænkt ud af boksen, og som du ikke går sulten fra.
Restaurant Mefisto er kendt som et af de bedste spisesteder i Aarhus. De beskriver selv deres restaurant som et enkelt, ukompliceret og hyggeligt valg af spisested. Du kan få brunch hver dag indtil kl. 16, hvilket betyder, at deres brunch også snildt kan gøre det ud for en frokost. Deres brunch byder på en lidt mere unik sammensætning, end den klassiske brunch med røræg og avocadomad. Mefisto har to lokationer, hvor du kan få serveret brunch. På Volden 28 ligger deres bistro og beværtning, hvor du lige nu blandt andet får serveret tuntatar, torskesalat og shakshuka i din brunch. På Volden 20 ligger deres restaurant og gårdhave, hvor brunchen blandt andet byder på bikinitoast, svampe-krokette og baba ganoush. Der er altså noget for en hver smag!
Adresse: Volden 20 & 28, 8000 Aarhus C
CAFÉ FIKA
Kom her for: Det sunde og økologiske alternativ i en lille og hyggelig atmosfære.
Café Fika er beliggende to steder i Århus, både på Jægergårdsgade og på hjørnet af Nørregade. Fika tilbyder generelt det gode, sunde alternativ til din frokost eller aftensmad, men de serverer også en lækker hjemmelavet brunch hver lørdag og søndag kl. 10-13. Brunchen består blandt andet af friskbagt brød, røræg, vesterhavsost, avocado, smoothie, skyr med frugt, honningristet mysli og røget lakse-æblesalat. Hos Fika er alt mad og drikke økologisk, og de har som den første café i Århus modtaget det økologiske spisemærke i guld. Fika betyder kaffepause på svensk, og det er lige, hvad du kan fåher, uanset hvornår du kommer.
Adresse: Jægergårdsgade 47 & Nørregade 28, 8000 Aarhus C