Ingen æg, ingen småkager. Og så alligevel. Du kan faktisk godt bage cookies uden æg, men tilsætter du æg, får du en helt anden oplevelse. Tilsætter du to, får du en helt tredje. Læs med her, hvor vi har testet, hvad mængden af æg gør for resultatet af cookiesene.
Hvad gør æg i cookies?
Æg er lidt af et vidundermiddel, når du bager. De er nemlig både med til at give god smag, få dejen til at hænge sammen, og så fungerer de også som hævemiddel. Deler du æggene i hvider og blommer, har de hver deres egenskaber. Æggehviderne stabiliserer og giver fugt, mens æggeblommerne er fyldt med fedtstof, der giver smag og fylde.
Når du bager cookies, kan du derfor selv justere på mængden af æg, alt efter hvilken slags cookie der er din favorit. Kan du godt lide dem flade og sprøde? Så skal du nøjes med ét æg eller helt undlade æg. Kan du godt lide dem tykke og seje? Så skal du prøve at tilsætte flere æggeblommer.
Test af cookies med og uden æg
Vi har testet det ved at bage fire slags cookies: én portion med 2 æggeblommer, én med et enkelt æg, én helt uden æg og én med 2 hele æg. Og der er stor forskel på resultatet.
Cookies med 2 æggeblommer
Cookiesene flyder ikke så meget ud og giver en tyk og sej cookie med en krakeleret overflade.
Cookies med 1 helt æg
De helt klassiske cookies med et enkelt æg bliver, som vi kender dem, tynde samt sprøde udenpå og seje indeni.
Cookies uden æg
Cookiesene helt uden æg flyder meget ud og får en ekstra sprød konsistens — de minder lidt om havregrynskager i deres struktur.
Cookies med 2 hele æg
Den sidste udgave med 2 hele æg er bagt med 50 g ekstra hvedemel, for at få dejen til at hænge sammen. Det giver en cookie med en mere kageagtig konsistens, der er sprød og luftig.
Konklusion
Du kan altså bage lige den type cookie, du bedst kan lide, ved at variere mængden af æg. Husk dog, at du skal tilsætte lidt mere mel, hvis du bruger 2 eller flere hele æg. Du finder vores grundopskrift på cookies her:
Vælg din favorit-cookies nedenfor, og justér selv i opskriften.
Tyk og sej: Tilsæt 2 æggeblommer
Tynd, sprød og sej: Tilsæt 1 enkelt æg
Tynd og meget sprød: Undlad æg
Tyk og kageagtig: Tilsæt 2 hele æg