Perfekte brunede kartofler

Brunede kartofler – skudsikre tips og tricks

17. oktober 2019 af .
Foto: Columbus Leth

De klassiske brunede kartofler er en fast del af julemiddagen, men hvordan sikrer du dig, at de får den rigtige farve og smag? Få skudsikre tips og tricks til perfekte brunede kartofler her.

Brunede kartofler skal på et veldækket julebord, men der findes et hav af måder at tilberede dem på. Skal de skrælles eller pilles eller er kartofler fra glas okay? Og hvordan får du sukkeret til at hænge ordentligt fast?

Den bedste opskrift på brunede kartofler

  1. Hæld ca. 100 g sukker til 1-1½ kg pillede kartofler på en stor pande.
  2. Smelt sukkeret ved svag varme uden at røre i det.
  3. Tilsæt 50 g smør, når sukkeret er smeltet.
  4. Hæld kartoflerne på panden, og brun dem ved kraftig varme i ca. 5 minutter.
  5. Skru ned for varmen, og steg videre i 15-20 minutter – først her begynder karamellen at hænge ved.
  6. Vend hyppigt i kartoflerne, men forsigtigt, uden at de går i stykker. Den bedste metode er at svinge dem rundt uden brug af redskaber.

Skudsikre tips og tricks

Fra glas eller ej?

Hvis du har virkelig travlt, kan en løsning være kartofler på glas, som ret mange sværger til. Det er nemt, men smagen er ikke helt den samme, som når man selv koger og piller kartoflerne. Kartofler på glas kan godt give et melet resultat – pil derfor selv kartoflerne.

Hvilken sort?

De bedst egnede kartofler til brunede kartofler er små, runde og faste kartofler. Du kan f.eks. bruge aspargeskartofler, Ditta eller Sieglinde. Det vigtigste er, at det er en fast kartoffel.

Skal de pilles eller skrælles?

Der er et klart no go at skrælle kartoflerne! Når kartoflerne bliver skrællet, fjerner du hinden under skrællen, og så siver stivelsen ud og ødelægger karamellen. Du bør derfor pille kartoflerne. Det er et stort arbejde, men i sidste ende betaler det sig.

Tørre eller våde kartofler

Kartoflerne behøver ikke være knastørre. Det gør ikke den store forskel, om du dupper dem tørre eller ej – så længe de ikke er drivvåde.

Kolde eller lune kartofler?

Det er meget vigtigt, at kartoflerne ikke er varme, når du laver brunede kartofler. Hvis de er varme, risikerer du, at stivelsen siver ud af dem. Sørg derfor for at bruge kolde kartofler. Kog og pil evt. kartoflerne dagen i forvejen, og sæt dem på køl. Så sparer du tid på dagen og får et bedre resultat.


Hvor lang tid tager det?

Du har sikkert oplevet at stå klar med julemiddagen, men de brunede kartofler vil bare ikke tage farve, og sukkermassen gør dem mere og mere grynet at se på. Årsagen er først og fremmest, at du er kommet for sent i gang.

Brunede kartofler er ikke det sidste, du skal gå i gang med, inden julemiddagen skal serveres for gæsterne. Vil du have brunede kartofler i den rigtige farve, skal du nemlig sætte god tid af – helst 45 minutter, hvis de skal have den rette smag og kulør.

Undgå den brændte sukkersmag

Sørg for at smelte sukkeret stille og roligt ved svag varme, indtil det er lysebrunt – sukkeret må endelig ikke blive for mørkt, da det giver en brændt og lidt ubehagelig smag.

Må jeg røre i kartoflerne?

Mange laver også den fejl, at de vender kartoflerne lidt for ofte i sukkermassen, og det ødelægger smagen og gør dem grynede at se på. Vip i stedet panden forsigtigt rundt undervejs, så sukkermassen fordeler sig jævnt på kartoflerne. Når dine brunede kartofler er færdige, kan du lade dem hvile på panden, inden de skal serveres.

Log ind
Ikke medlem? Opret bruger

Sidebar