Plastik bliver brugt til rigtig mange ting, fordi det er billigt at producere og er meget holdbart. Det gælder også i køkkenet. Her ender vi ofte med en masse plastikaffald fra madvarer, indkøbsposer og engangsmaterialer.
Desværre er plastik ikke så miljøvenligt, da det er svært at nedbryde og ofte ender i naturen. Heldigvis kan du selv gøre en hel del for at sænke dit plastikforbrug og dermed gøre miljøet en tjeneste. Vi har samlet de bedste tips herunder.
Sådan UNDGÅr du PLASTIK I KØKKENET
1. Undgå indkøbsposer af plast
Plastikindkøbsposen er en af de helt store syndere, når det kommer til danskernes store plastikforbrug. Det skyldes først og fremmest, at den primært fremstilles af råolie og derfor er svær at nedbryde.
Et bredt flertal i Folketinget har derfor vedtaget en ændring af miljøbeskyttelsesloven, som fra 1. januar 2021 gjorde det forbudt at udlevere gratis bæreposer, samt helt forbudt at udlevere tynde plastikbæreposer, som ikke kan genbruges. Desuden skal det minimum koste 4 kr. at købe en bærepose i butikkerne.
Det er derfor både dyrt og miljøforurenende at bruge indkøbsposer af plast. Det betyder dog ikke, at du bare skal fråse med papirs- og bomuldsposerne. De sætter nemlig også et stort CO2-aftryk, bl.a. fordi det kræver store mængder vand at producere dem.
Så ligegyldigt om du bruger poser af plast, stof eller bomuld, er det allervigtigste, at du husker at genbruge dem. Tag stofposen under armen, når du skal i supermarkedet, eller genbrug plastikposen som affaldspose eller indkøbspose.
Gør det gerne til en vane altid at have en pose i håndtasken — så slipper du for at købe flere til samlingen, når du spontant handler på vej hjem fra arbejde.
Kilde: groenforskel.dk.
2. Sortér dit affald
Når du sorterer dit plastik — eller affald i det hele taget — er du med til at sikre, at de anvendte materialer bliver genbrugt på ny til andre produkter i stedet for, at det hele blot bliver nedbrudt og brændt.
Forskning viser, at ser man på hele kæden, — fra affaldet opstår i husholdningen, til det sorteres og bearbejdes til nyt materiale, som ryger tilbage i kredsløbet — så er der sparet rigtig mange ressourcer og meget energi, når du har sorteret dit affald. Energiforbrug som olie til lastbilerne og oparbejdning af f.eks. plast til granualt tæller nemlig også med i udregningerne, så sortér endelig løs.
Vær dog opmærksom på, at der er forskel på, hvordan plastik sorteres fra kommune til kommune. Nogle steder sorteres alt plast sammen, hvorimod andre deler det op i blød og hård plast. Tjek din kommunes hjemmeside for at finde ud af, hvordan du bør gøre.
Kilde: videnskab.dk.
3. Undgå plastikemballage, når du handler
Der følger ofte en del unødig plastikemballage med, når du gør dine dagligvareindkøb. Heldigvis begynder flere og flere supermarkeder at sælge emballagefri mad, som f.eks. grøntsager og nødder solgt i løsvægt. Husk blot at medbringe dine egne beholdere.
I de større byer kan du også finde butikker, hvor alt fra dadler og rosiner til havregryn og ølandshvedemel købes i vægt. Så undgår du desuden, at de store poser med linser og mel bagest i skabet bare står og samler støv. Her kan du tage dine egne beholdere med og fylde dem med alverdens gode sager, eller du kan købe glas og stof- eller papirposer i butikken.
4: Genbrug dåser og glas
I stedet for at pakke madvarer ind i husholdningsfilm, plastikposer og stanniol er det langt bedre for klimaet, hvis du genbruger de beholdere, du i forvejen har stående i køleskabet. Gamle syltetøjsglas, dåser og andre typer af beholdere er en bæredygtig og plastikvenlig måde at opbevare sine rester eller madpakken til i morgen.
Vær dog opmærksom på, om dine dåser indeholder det problematiske stof bisphenol A, da det kan være hormonforstyrrende.
Der findes også naturligt indpakningspapir lavet af bivoks, som nemt kan erstatte din brug af stanniol og film.
Se masser af lækre opskrifter med konserves her.
5: Tænk i holdbare løsninger
Der findes mange varianter af engangsplastik, som de fleste husstande bruger hver eneste dag. Alt fra sugerør og krus til emballage og plastikposer. Forsøg derfor at tænke i nye, holdbare alternativer, når du skal købe nyt.
I stedet for at købe sugerør af plastik, findes de i metal. Flere supermarkeder er desuden begyndt at sælge frugt, nødder og andre varer i løsvægt, så du slipper for plastikemballage og i stedet selv kan medbringe dit eget net eller små stofposer.