24 spiselige gaver til juletiden

Giv alle 24 gaver som en sød pakkekalender, eller haps enkelte af idéerne som værtinde- og mandelgaver.

24 spiselige gaver til juletiden
November 3, 2018 af redaktionenFoto: Winnie Methmann

Alle har fortjent en julegave, og hvis du har madglade julenisser i bekendtskabskredsen, kan du give dig i kast med disse 24 bud på, hvad du kan fylde i julesokken. De små gaver kan også lægges under træet, eller du kan bruge nogle af dem som små værtindegaver. Og husk: Det er også tilladt at forkæle sig selv!

24 spiselige gaver til pakkekalenderen

1. Små mandelbidder: Vend mandelsplitter i smeltet chokolade, og lad dem størkne som små bidder på et stykke bagepapir.

2. Julekrydderi: Bland 2 spsk. kanel med 2 tsk. fintrevet muskatnød, 2 tsk. stødt ingefær, 2 tsk. stødt allehånde, 2 tsk. stødte nelliker og 2 tsk. stødt stjerneanis.

3. Pyntede småkager: Dekorér en portion brunkager med smeltet hvid eller mørk chokolade.

4. Mysli med julesmag: Tilsæt julekrydderier såsom kanel, kardemomme, allehånde og muskatnød til hjemmelavet julemysli.

5. Chokoladebrud: Smør smeltet chokolade ud på et stykke bagepapir, og drys med knuste pebermyntebolsjer, chili og havsalt eller peanuts og mini-skumfiduser.

6. Julesnaps: Læg tynde flager af appelsinskal og et par vaniljestænger i en flaske, og fyld op med klar snaps. Lav f.eks. denne: Julesnaps med citron

7. Marcipandadler: Fjern stenen fra tørrede dadler, og udskift den med marcipan. Dyp dadlerne i smeltet chokolade, og pynt med hakkede nødder.

8. Gør det selv-havregrynskugler: Bland 2 dl havregryn, 1 dl flormelis og 3 spsk. kakaopulver i et glas, og skriv ”Tilsæt 50 g blødt smør” på et gavemærke.

9. Marcipankonfekt: Fold marcipan rundt om små Amarena-kirsebær, tril kugler, og overtræk dem med smeltet hvid chokolade. Find opskriften her: Marcipankonfekt.

10. Giv et personligt hjerte: Dekorér fine honninghjerter med tørrede blomster eller en personlig hilsen skrevet med smeltet hvid chokolade.

11. Til risengrøden: Bland sukker og kanel sammen i en fin lille bøtte med bånd og manillamærke.

12. Hjemmelavet saltkaramel: Fyld et lille glas med hjemmelavet saltkaramel – perfekt til risalamanden. Find opskriften her: Dulce de leche

13. Til en kop varm mælk: Hæld smeltet chokolade i skeer, og pynt med hakkede nødder. Så er de klar til at blive rørt ud i en kop med varm mælk.

14. Honningristede nødder: Rist blandede nødder på en tør pande, og dryp honning over. Vend rundt, så honningen samler sig om nødderne, og afkøl på et stykke bagepapir.

15. Til julens æbleskiver: Fyld små glas med hjemmelavet marmelade.

16. Til en ven i nød(d)en: Smelt 200 g af din yndlingschokolade, og vend en håndfuld nødder, mandler og tørret frugt heri. Lad dem størkne i små toppe på et stykke bagepapir.

17. Kryddersalt: Hak frisk rosmarin meget fint, og bland det med samme mængde salt. Tør blandingen i ovnen ved 120° i 30 minutter. Put det i en gennemsigtig pose med et lille bånd rundt om.

18. Til en ven, der altid står på pinde for dig: Sæt kugler af marcipan på små pinde. Dyp dem i smeltet hvid chokolade, og rul dem i spiseligt guldstøv.

19. Sprøde cornflakestoppe: Vend cornflakes i smeltet chokolade, og lad dem størkne i mundrette bidder på et stykke bagepapir.

20. Til den varme gløgg: Lav en pose med rosiner og mandler, og pynt den med bånd og manillamærke.

21. Hvide snefnug: Bland en rest risengrød med smeltet hvid chokolade, og form massen til små toppe, der ligner mælkehvide snefnug. Se opskriften her: Snefnug

22. Til ostebordet: Fyld et fint syltetøjsglas med flydende honning, valnøddekerner og soltørrede tranebær.

23. Om lidt er teen klar: Fyld julete i et teæg, så den er klar til at blive sat ned i en kop kogende vand.

24. Stabelvis af småkager: Saml små stakke af jødekager, og bind et silkebånd omkring.

24 søde hjemmelavede gaver, der kan spises

Måske du også kan li'