12 ting, du (måske) ikke vidste, du kunne bruge din mikroovn til!

Mikroovnen har en tendens til at samle støv, lige indtil du skal poppe popcorn. Men vidste du, at du kan lave alt fra kartofler til sprødstegt bacon i mikroovnen? Få flere ideer til at spare tid i køkkenet her!

12 ting, du (måske) ikke vidste, du kunne bruge din mikroovn til!
June 29, 2022 af redaktionenFoto: Jakob Helbig

Hvad er forskellen på en mikroovn, en mikrobølgeovn og en kombiovn?

En mikroovn og en mikrobølgeovn er det samme; en lille ovn med mikrobølger — eller elektromagnetiske bølger — der opvarmer madvarer, og navnet "mikroovn" er blot en forkortelse af "mikrobølgeovn". En mikroovn bruges for det meste til at optø og opvarme madvarer og har kun i de færreste tilfælde en grill- og varmluftfunktion.

En kombiovn minder mere om en almindelig ovn. Det skyldes, at den er udstyret med både grillfunktion og varmluft, som kun de færreste mikroovne kan prale af. Sammenlignet med en almindelig ovn er kombiovnen mere energieffektiv, fordi den er en del mindre og derfor ikke kræver lige så meget energi for at blive varm.

Selvom mikroovnen ofte nedgraderes til at være et remedie, som bruges til at opvarme og optø madvarer, rækker dens kunnen imidlertid langt længere end dét. Læs bare videre herunder!

Det kan du bruge din mikroovn til

1. Temperering af chokolade

Måske har du allerede set dette geniale trick, hvis du har fulgt med i Den store bagedyst. Her bruges mikroovnen nemlig aktivt, når der skal tempereres chokolade i alle afskygninger. Når man tempererer chokolade i mikroovnen, er det vigtigt hele tiden at holde øje med temperaturen, og derfor er det en god idé at tjekke til og røre i chokoladen hvert 15. sekund. Når chokoladen er 32-33°, er den færdigtempereret.

Tip: Husk at skære chokoladen ud i ensartede stykker, så de er lige lang tid om at smelte!

2. Steg bacon på få minutter

Du kan stege bacon på panden, og du kan stege bacon i ovn, men vidste du, at du også kan stege bacon i mikroovnen — og at du kan få sprød bacon på bare et par minutter? Nu tænker du måske, at det vil blive et værre griseri, fordi baconen sprutter, men lægger du baconen mellem fire stykker køkkenrulle, — to under og to over — undgår du at skulle rense mikroovnen for fedt efterfølgende.

Baconen skal ca. have ét minut ved fuld effekt, men husk, at mikroovne er forskellige, så tjek til baconen undervejs — især til sidst, hvor baconen fra det ene øjeblik til det andet kan få for meget.

3. Pil hvidløg

Nej, mikroovnen kan naturligvis ikke pille hvidløgene for dig, men kommer du hvidløg i mikroovnen ved fuld effekt i bare 20 sekunder, vil de være langt nemmere at pille. Du kan faktisk også "bage" hvidløg i mikroovnen, hvis du giver dem 8-9 minutter ved middelvarme.

4. Lav havregrød

Skal der nem og hurtig morgenmad på bordet, og kan du bruge din tid andetsteds end foran gryden, skal du prøve at lave havregrød i mikroovnen! Bland bare havregryn med vand og/eller mælk (dobbelt så meget væske som havregryn, f.eks. 1 dl. havregryn og 2 dl. vand) i en mikroovnsegnet skål, og giv grøden 2-2½ minut ved middel-høj varme afhængigt af mikroovn. Servér med kanelsukker og en gavmild klat smør.

5. Lav kage i en kop

Du behøver ikke en ovn for at bage en kage! I løbet af ganske få minutter kan du nemlig fremtrylle en cremet og velsmagende kage i din mikroovn. Prøv bare vores opskrift på chokoladekage i kop eller opskriften på citronkage i kop.

6. Tilbered æg

Slå et æg ud på en mikroovnsegnet tallerken smurt med smør, og prik hul flere steder i æggeblommen, så den ikke eksploderer. Giv ægget ca. 45 sekunder ved høj varme, og så er der spejlæg!

Du kan også tilberede hård- og blødkogt æg i mikroovnen. Fyld en skål med vand, og kom denne i mikroovnen UDEN ægget i ca. 3 minutter, så vandet først opvarmes. Der skal være nok vand i til at dække ægget. Prik herefter et lille hul i æggets brede ende med f.eks. en synål, læg ægget i skålen, og kom en tallerken over som låg. Tilbered nu ægget i ca. 4 minutter ved middelhøj varme, og lad det bagefter afkøle 2 minutter i koldt vand, hvis du vil have et hårdkogt æg.

7. Lad gærdejen hæve

Når du kommer gærdej i mikroovnen, effektiviseres hævningsprocessen, og du kan hurtigere bage din dej. Form f.eks. boller, og kom dem i mikroovnen på en tallerken med bagepapir. Lun dejen ved ca. 900 W i 20-30 sekunder, men giv dem lidt ekstra, hvis dejen ikke bliver lun. Herefter efterhæver du dejen på en bageplade i ca. 20 minutter og bager dem efterfølgende som sædvanligt.

8. Kog ris

Det ville da være rart, hvis man kunne koge ris uden at skulle holde øje med, om de brænder fast i bunden af gryden. Det kan du, hvis du tilbereder dem i mikroovnen! Bland ris, vand og salt sammen i en skål (dobbelt så meget væske som ris, f.eks. 1 dl ris og 2 dl vand),som tildækkes. Kog så risene ved ca. 900 W i 3 minutter og herefter ved 250 W i 5 minutter. Lad dem efterhvile i 3 minutter, og så er der serveret!

Tip: Bliver risene ikke ordentligt tilberedte, kan du komme lidt mere vand i og give dem et par minutter ekstra.

9. Smelt husblas

Udover at smelte husblas over vandbad kan du gøre det lynhurtigt i mikroovnen. Udblød først husblassen i 5 minutter i en skål med koldt vand, vrid den så let, og kom den i en tom skål. Har du tre blade husblas, smeltes de i ca. 10-20 sekunder, og seks blade smeltes i ca. 30 sekunder — begge ved 900 W.

10. Smut mandler, og lav salte mandler

Du kan også bruge mikroovnen til at løsne mandlerne fra deres skal, så de nemmere kan smuttes. Hæld mandlerne i en mikroovnsegnet skål, dæk til med vand, og tilbered mandlerne i 2 minutter ved fuld watt. Lad herefter mandlerne køle af, hvorefter de kan smuttes.

Det er nemt at lave salte mandler i en ovn, men bruger du en mikroovn, kan du gøre det i løbet af 0,5. Vend bare mandler, olie og salt sammen i en mikroovnsegnet skål, og giv dem et minut ad gangen efterfulgt af en omrøring, indtil de er sprøde.

11. Kog/bag kartofler

Kartofler er geniale at tilberede i mikroovnen! Et godt tip er at skære dybe hak i kartoflerne a la hasselbackkartofler eller at skære et kryds i toppen — f.eks. på en bagekartoffel. På den måde undgår du, at de eksploderer under trykket, og samtidig kommer der mere varme til kernen. Læg dem så på en tallerken, kom olie og salt over, og lad dem tilberede i ca. 5 minutter ved fuld effekt. Hold øje med kartoflerne undervejs. Resultatet skal gerne være en blanding mellem en kogt og en bagt kartoffel.

12. Tilbered aubergine og majskolber

Bager du aubergine i en almindelig ovn, skal den som regel have omkring 45 minutter, før den er gennemtilberedt, men i en mikroovn kan du gøre det på under den halve tid! Ligesom med ægget og kartoflerne skal du huske at prikke en masse huller i auberginen, så den ikke eksploderer. Halvér auberginen, prik hullerne, og kom olie og salt henover. Tilbered i mikroovnen i ca. 10-12 minutter ved 900 W, men hold øje undervejs. Prøv også at komme feta eller cheddarost ovenpå auberginen, og giv den så 1-2 minutter mere. Top med frisk persille, og så har du en lækker forret eller tilbehør til grillbuffeten.

Du kan også hurtigt og nemt tilberede majskolber i mikroovnen. Her er det en god idé at beholde majskolbens øverste blade på, så majsens naturlige vandindhold ikke fordamper. Majskolben skal bare have 2-3 minutter ved højeste effekt, og så mangler du bare smøren!

4 TIPS TIL OPVARMNING AF MAD I MIKROOVN

  1. Opvarmer du mad, der sprøjter, kan du lægge et låg henover maden. Sådanne låg fås hos de fleste isenkræmmere.
  2. Opvarmer du blødt eller flydende mad, f.eks. suppe eller en kop kakao, skal du røre rundt undervejs for at fordele varmen.
  3. Når du opvarmer dine madrester, skal du sørge for at fordele maden, gerne så det ligger fladt, så du får en jævn opvarmning.
  4. Skal du tilberede noget, der har en fast skind eller skræl, f.eks. tomater, aubergine eller pølser, kan du prikke huller i maden, før den kommer i mikroovnen. Så undgår du, at det sprænger inde i mikroovnen.
  5. Opvarmer du mad, der sprøjter, kan du lægge et låg henover maden. Sådanne låg fås hos de fleste isenkræmmere.

Der er iøvrigt flere ting, der IKKE må komme i mikroovnen. F.eks. er sølvpapir et kæmpe no go. Se den fulde liste over ting, der ikke må komme i mirkoovnen her.

Myter om mikrobølgeovnen

Der er en masse myter om mikrobølgeovne. Blandt andet er mange bange for, at man kan få kræft af at spise mad varmet i en mikroovn. Det er dog ikke sandt. Bølgerne fra mikroovnen kan ikke overføres til mennesker via mad. Mikrobølgeovnen gør heller ikke noget farligt ved proteiner og antioxidanter i maden, som gør dig syg. Du kan også sagtens opholde dig i nærheden af en mikrobølgeovn, imens den kører, uden at der sker noget.

Så tag endelig din mikroovn i brug til mere end popcorn — du kan endda spare noget strøm på det, da mikroovnen både er billigere i forbrug og bruger kortere tid på at tilberede maden.

Kilde: Samvirke.dk

Måske du også kan li'